Den tidligere Davis Cup-landsholdsspiller Peter Bastiansen var sportslig ansvarlig for stævnet i Herning. Han var begejstret for herredoublen med Wimbledon-vinderen Frederik Løchte og hans makker, der fungerede som opvarmning for Williams og Ivanovic. Men han erkender, at det ikke var en verdensetter, der spillede på topniveau, da hun besøgte Herning.

- Nogle gange spillede Serena fantastisk, og nogle gange knap så godt. Det var meget, meget forskelligt. Hun lavede ekstremt mange dobbeltfejl og uprovokerede fejl, men jeg synes også, at hun slog nogle fantastiske vindere og gav prøver på, hvor god hun er. Men det er klart, at summen af det hele ikke var, som vi så hende i Singapore.

- Hun bar jo præg af, at hun ikke har spillet særligt meget. Hun har været sammen med Caroline til maraton og bagefter på ferie. Og jeg synes, at det er helt velfortjent, at man holder tre ugers pause. Det er det eneste tidspunkt, hvor de kan holde lidt pause. Og så er hun udstyret med en krop, som kræver lidt træning.

- Men jeg synes også, at alle gør det til dårligere, end det var. Det var ikke Singapore, og det var ikke US Open, men hun var også oppe mod en, der var super-fit og gik efter at vinde. Og det tror jeg kom lidt bag på Serena. Hun troede, at de skulle være lidt flinke ved hinanden, og det var den anden slet ikke interesseret i. Men overordnet set synes jeg, at det var en ok kamp.

Fik I hvad I havde betalt for, hun var en dyr dame at få til byen?

- Hun var ikke den billigste spiller at få til byen, men hvad kan du forvente? Man forventer selvfølgelig, at hun møder op og giver en god kamp, men vi vidste godt, at hun skulle holde noget ferie. Hun var rusten i starten, men da hun kom igang, så synes jeg, at hun gjorde det fint, selvom hun lavede mange dobbeltfejl. Jeg synes, at vi fik, hvad vi havde betalt for.

- Det er også, hvilke øjne man ser det med. Os, der kender spillet, vi kan måske godt sidde og undre os lidt. Og så er dem, der ikke kender det, de synes jo, at det har været en fantastisk kamp. Og det er ikke alle danskere, der tenniseksperter.

Men man kan vel altid håbe på, at spillerne giver lidt mere af sig selv, lidt mere underholdning, hvis de sportsligt ikke præsterer på topniveau?

- Hun var pissesur. Hun var indebrændt over, at hun ikke ramte den bedre, end hun gjorde. Hun var skuffet, og når der så er en journalist, der stikker en mikrofon op i snotten på hende og spørger, om hun ikke kunne have gjort det bedre, er det ikke med til at gøre humøret bedre.

- Jeg talte ikke med hende bagefter, for hun røg direkte ned i omklædningsrummet og så ellers hjem på hotellet, hvor hun burede sig inde. Det behøver man jo ikke være psykolog for at kunne tyde.