Caroline Wozniacki er topseedet til WTA-turneringen i Stanford, der begynder i den kommende uge, fordi veninden og verdenstetteren Serena Williams har meldt fra til turneringen.

Wozniacki sidder over i første runde og træder ind i turneringen i ottendedelsfinalen, hvor hun skal møde vinderen af opgøret mellem kroaten Mirjana Lucic-Baroni og amerikaneren Varvara Lepchenko, hvilket giver gode forhåbninger om dansk avancement. De to er nummer 45 og 50 i verden.

Hvis seedningerne holder hele vejen igennem turneringen, skal Wozniacki møde Agnieszka Radwanska i finalen. Polakken er seedet som nummer to.

Turneringen i Stanford, der ligger i Californien syd for San Francisco, er en opvarmningsturnering til US Open.

US Open bliver spillet fra 31. august til 13. september.