Vi andre ville løbe skrigende bort, men Holger Rune er altid iskold i situationen.

Der er selvfølgelig tale om tiebreaks, der efterhånden kan kaldes for en af Holger Runes største spidskompetencer, men hvordan kan det være, at den danske tennisstjerne altid er så god i de dueller?

Ifølge Discoverys tennisekspert Michael Mortensen skal man se på Holger Runes store selvtillid.

»Det er, fordi han tror så inderligt på sig selv. Han har det mod og den kækhed i sit spil. Ved den anden matchbold mod Dimitrov (Grigor red.) i går misser Holger Rune sin første serv, og så bliver anden serven returneret lidt kort af Dimitrov. Hvad gør Holger? Han rykker ind i banen og smækker en forhånd med 180 kilometer i timen.«

Holger Rune vandt hele to tiebreaks mod Grigor Dimitrov
Holger Rune vandt hele to tiebreaks mod Grigor Dimitrov Foto: Sebastien Nogier/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det er det, der er karakteristisk for de bedste spillere i verden. Når det virkelig snerper til, det er der, hvor de virkelig træder i karakter. Det er der, hvor de bliver mest inspirerede. De bliver ikke intimiderede over, det er en matchbold,« siger Mortensen. 

Torsdag vandt Holger Rune to tiebreaks mod Grigor Dimitrov i det nervepirrende opgør, men det er ikke kun i den kamp, at Rune har vist sig knivskarp, når det hele spidser til. En hurtig optælling viser, at Rune har vundet de sidste otte gange, han har været i en tiebreak. 

»Han er jo frygtløs. Han er ikke bange for at spille tiebreak. Han håber ikke på, at modstanderen laver fejl. Han skaber en situation, hvor han kan tage tiden væk fra modstanderen og tage pointet. Han skaber selv sin egen succes, når der virkelig er behov for det,« fortæller Michael Mortensen om Runes evner i tiebreak-situationer.

Hvis du sidder derhjemme og tenderer til at blive nervøs, når Holger endnu engang skal ud i en tiebreak, kan du faktisk godt tage det roligt, ifølge Michael Mortensen. 

»Det ligger så dybt i hans DNA. Når han er i tiebreaks, så er han et godt sted. Der er han ligesom på helle. Det er, hvor han gerne vil være. Så der skal vi ikke være så bekymrede. Vi skal bare håbe på, at hans modstandere er lidt mere bekymrede, når de spiller tiebreak imod ham, og det er de fleste jo,« siger Mortensen.

Holger Rune møder i dag den italienske stjerne Jannik Sinner i kvartfinalen ved Monte Carlo Masters. 

Det opgør kan du følge i B.T.s liveblog lige HER.