Serena Williams kom mandag aften et skridt nærmere at genvinde US Open.

I New York stod verdensetteren over for Kaia Kanepi, og selv om esteren aldrig havde tabt i fjerde runde af de fem Grand Slam-turneringer, som hun har deltaget i, var verdensetteren bare for stor en mundfuld, og Serena Williams gik videre til kvartfinalen med 6-3, 6-3.

Begge spillere havde i andet sæt svært ved at holde serv, og det blev til hele seks servegennembrud, før den amerikanske stjerne havde besejret nummer 50 i verden. 

-  Endelig nåede jeg en Grand Slam-kvartfinale i år. Jeg er glad for, at det sker i New York, lød det fra Serena Williams, der i Australian Open og Wimbledon røg ud i fjerde runde, mens hun allerede efter to kampe måtte vinke farvel til French Open. 

Serena Williams, der i en eventuel US Open-finale kan komme op mod danske Caroline Wozniacki, skal i kvartfinalen op mod 32-årige Flavia Pennetta.       
Også hos herrerne fik den topseedede Novak Djokovic spillet sig videre til kvartfinalen. 

Den serbiske verdensetter blæste forbi den 22.-seedede tysker Phillipp Kohlschreiber med 6-1, 7-5, 6-4.

- Vi havde mange lange dueller. Kampen kunne være gået til begge sider, især i det andet sæt, forklarede Novak Djokovic, der på flere fronter oplever succes i øjeblikket. 

- Jeg er blevet gift, bliver far snart og er nummer et i den sportsgren, som jeg elsker af hele mit hjerte. For at være ærlig er det ret fedt.

Djokovic skal i kvartfinalen møde vinderen af Andy Murray mod Jo-Wilfried Tsonga.