Den danske tennisstjerne Caroline Wozniacki havde absolut ingen problemer med at spille sig videre til anden runde ved WTA-turneringen i Madrid.

Hun strøg forbi australske Jamelia Gajdosova, der ellers ikke er helt ueffen, hvilket en placering som nummer 49 på verdensrangslisten bekræfter. Wozniackis sikre sejr lød på 6-3, 6-0.

Gajdosova brød Wozniackis serv og bragte sig på 3-2 i første sæt. Men herfra stod den på total dansk dominans. og Wozniacki vandt de efterfølgende ni partier. Og efter 67 minutter kunne Wozniacki juble over sejren.

Dermed fortsatte den danske tennisyndling de flotte grustakter fra WTA-turneringen i Stuttgart, hvor Wozzy spillede sig helt frem til finalen.

Kampen blev i øvrigt spillet på Estadio Arantxa Sánchez Vicario - et stadion, der er opkaldt efter Wozniackis nye træner, den tidligere verdensstjerne Estadio Arantxa Sánchez Vicario.

I anden runde skal Wozniacki op mod den useedede amerikaner Christina McHale, der søndag vandt over tyske Mona Barthel. Caroline Wozniacki har fire gange mødt McHale, der først måtte igennem en kvalifikationsrunde til turneringen. To gange er det blevet til dansk sejr, og to gange har amerikaneren trukket sig ud med sejr.

Det bliver i øvrigt første gang, at de to spillere mødes på grus.

Turneringen oplevede tidligt på søndagen sin første store overraskelse, da andenseedede Simona Halep tabte til franske Alizé Cornet. 6-7, 3-6 lød rumænerens nederlag på.

WTA-turneringen i Madrid bliver traditionelt set betragtet som en opvarmning til sommerens store grus-grandslam French Open.