Caroline Wozniacki er klar til sæsonfinalen, der spilles i Singapore senere i denne måned. Det bekræfter tennisforbundet WTA på dets hjemmeside.

Sæsonfinalen omfatter kun de otte højst rangerende spillere på WTAs verdensrangliste og markerer kulminationen på en lang sæson og er den sidste store turnering på WTA-touren.

Caroline Wozniacki ligger på den senest offentliggjorte rangliste nummer syv, og derfor krævede et fornuftigt resultat i China Open, hvis hun skulle være sikker på at deltage.

Caroline Wozniacki tabte godt nok allerede sin kamp i anden runde og var dermed i overhængende fare for at blive overhalet på ranglisten af både Angelique Kerber og Ekaterina Makarova.

Begge spillere tabte imidlertid tidligere torsdag, og ifølge WTAs hjemmeside kan Caroline Wozniacki dermed se frem til at duellere mod de allerbedste i verden i Singapore.

Caroline Wozniacki har tidligere deltaget i sæsonfinalerne og nåede i 2010 finalen, hvor hun dog tabte til Kim Clijsters.