Caroline Wozniacki er ved at gøre sig klar til China Open. Stedet, hvor hun for første gang i karrieren erobrede verdensranglistens førsteplads.

Det kører ikke for Caroline Wozniacki, der i de seneste uger er røget tidligt ud af WTA-turneringer i Japan og Kina. Går vi nogle år tilbage var succesraten langt større, og et af de steder, hvor den største triumf fandt sted, var ved China Open, som Caroline Wozniacki deltager i den kommende uge. Det var nemlig her i Beijing, at den danske tennispige med sin turneringssejr i 2010 for første gang kravlede op på toppen af verdensranglisten.

»At blive verdensranglistens nummer et og slå verdensetteren var helt sikkert en drøm, der gik i opfyldelse. Det fremkalder gode minder at være her,« siger Caroline Wozniacki ifølge China Opens officielle hjemmeside.

Siden dengang er der sket meget for Caroline Wozniacki, der undervejs har været i karrierens anden Grand Slam-finale. Det seneste år har formkurven dog peget nedad, erkender Wozniacki, der i skrivende stund er 'nede' på en 11.plads på verdensranglisten.

»Jeg synes ikke, der har været den bedste sæson. Men jeg bliver bare nødt til at arbejde videre og forsøge at gøre mit bedste. Der er et par turneringer tilbage i år, og det er det eneste, jeg fokuserer på,« siger Wozniacki, der skal bruge et godt resultat i Beijing for at kvalificere sig til sæsonfinalen i Singapore.