Så er der dømt venindemøde på tennisbanen igen for danske Caroline Wozniacki.

Onsdag udfordres hun ved WTA Tour-turneringen »Mutua Madrid Open« af polakken Agnieszka Radwanska.

»Vi har kendt hinanden, siden vi var otte år og ofte trænet sammen. Så der er ingen hemmeligheder mellem os,« siger Caroline Wozniacki til WTA's hjemmeside og tilføjer:

»Hun har spillet rigtigt godt i denne uge, så det bliver hårdt.«

Det er 12. gang, at Caroline Wozniacki, der ved turneringen i Spanien er femteseedet, møder Agnieszka Radwanska (seedet 9).

Danskeren fører den indbyrdes statistik 7-4 og har ikke tabt til polakken siden kvartfinalen i Doha i 2013. Siden har Caroline Wozniacki vundet i to sæt i såvel Cincinnati og sæsonfinalen i Singapore. Begge disse kampe blev spillet i fjor.

Ved turneringen i Madrid vandt tredje-seedede Maria Sharapova tirsdag sin kamp i anden runde 6-1, 6-2 over columbianeren Mariana Duque-Marino. Netop Maria Sharapova er Caroline Wozniackis mulige modstander i en eventuel kvartfinale.