Caroline Wozniacki melder sig helt klar til årets første Grand Slam-turnering Australian Open, der begynder mandag.

Wozniacki måtte ellers trække sig fra en turnering i Sydney tidligere på ugen på grund af problemer med venstre håndled. Betændelse i håndledet har før voldt danskeren problemer, men nu forsikerer Wozniacki, at hun intet mærker til skaden.

»Det går fint. Jeg spillede 100 procent med det i dag. Det føles godt, og jeg mærker det ikke,« siger Wozniacki til Ritzau ifølge DR Sporten.

Caroline Wozniacki havde dog tapet sit håndled op under søndagens træning, men på trods af den mindre skade, føler hun selv, at optakten til Australian Open har været god.

»Det har været en god optakt med en masse træning og nogle gode kampe i Auckland. Jeg føler mig godt rustet,« lyder det fra Wozniacki, der har fået en mildest talt svær lodtrækning, og derfor ikke er meget for at opstille succeskriterier for turneringen.

»Det tager jeg, som det kommer, og så evaluerer man efter turneringen,« siger hun.

Caroline Wozniacki spiller sin første kamp tirsdag. Her skal hun møde det 18-årige amerikanske talent Taylor Townsend, som Wozniacki slog i to sæt i Auckland tidligere på måneden.