US Open er den grand slam-turnering, hvor Caroline Wozniacki har det bedst, og natten til lørdag viste den danske tennisstjerne igen, at hun befinder sig godt på hard court. 

Uden at skulle anstrenge sig alt for meget vandt Caroline Wozniacki med 6-3, 6-2 over den 18.-seedede tysker Andrea Petkovic og er dermed klar til fjerde runde af årets sidste grand slam. 

En turnering, hvor Caroline Wozniacki nåede frem til finalen i 2009.

Caroline Wozniacki, der er seedet nummer 10 ved US Open, skulle bruge omkring en time og 15 minutter for at slå sig videre i turneringen og kunne blandt andet notere sig, at de uprovokerede fejl blev holdt nede på et minimum. Kun 11 uprovokerede fejl lavede danskeren mod Petkovic' 34. 

I næste runde møder Caroline Wozniacki bestemt værdig modstand, da femteseedede Maria Sharapova vil stå på den anden side af nettet. 

Sharapova gjorde også kort proces og vandt sin kamp over Sabine Lisicki med 6-2, 6-4.

Wozniacki og Sharapova har mødt hinanden syv gange, og fem af gangene er det blevet til russisk sejr.