Den danske verdensetter tabte i fjerde runde af Sony Ericsson Open.

Efter to relativt lette sejre i Florida kom Caroline Wozniacki på særdeles hårdt arbejde i sin fjerderunde-kamp i Sony Ericsson Open i Miami, hvor tyske Andrea Petkovic var modstanderen. Også mere arbejde, end danskeren kunne magte.

Den 23-årige tysker, som Caroline Wozniacki aldrig tidligere har mødt, viste sig nemlig som en velspillende modstander, der med sine hårde slag virkelig gav danskeren kamp til stregen. Og mere til.

For på en dag, hvor Caroline Wozniackis forhånd ikke ville være med på topplan, og hvor danskeren gennem hele kampen begik uhørt mange uprovokerede fejl, rakte det bare ikke mod verdens nummer 23, der vandt i tre sæt.

Første sæt begyndte ellers fint for den danske verdensetter, der hurtigt brød tyskerens serv og kom foran 2-0.

Men så begyndte fejlene at snige sig ind i Wozniackis spil, og via to dobbeltfejl kom Petkovic tilbage på 2-2 og brød sågar endnu en gang danskerens serv til 3-2.

En peptalk af træner og far Piotr Wozniacki fik dog Caroline kortvarigt tilbage på det sikre spor og i førersædet med 4-3.

Herefter blev det imidlertid de spildte chancers sæt for danskeren. Først havde Wozniacki ved 4-3 tre breakbolde i tyskerens serv, men måtte se Petkovic komme igen og udligne til 4-4. Og ved 5-4 til Wozniacki havde danskeren tre sætbolde. Men igen kom tyskeren tilbage.

Og så brød Petkovic til 6-5 og holdt sit eget serveparti, så vindercifrene i tysk favør blev 7-5.

Andet sæt begyndte som en tro kopi af første. Caroline-brud og foran 2-0. Og så Petkovic-comeback og 2-2. Og den tætte duel fortsatte til 4-3 til Wozniacki, hvor danskeren endelig viste noget af det klassespil, der har gjort hende til verdens nummer ét. Det gav et servebrud til danskeren, og i det efterfølgende parti sikrede Caroline Wozniacki sig sættet med 6-3.

Tredje sæt blev endnu en slidsom affære for begge spillere, hvor kampen gik ind i sin tredje time.Men det var hele tiden med tyskeren i offensiven, mens Caroline måtte slide hårdt for hver eneste vundne bold.

Afgørelsen faldt, da Petkovic brød Wozniackis serv til 4-2 og holdt sin serv kampen ud.

Og med 7-5, 3-6, 6-3 kunne Andrea Petkovic slippe sin efterhånden velkendte sejrsdans løs, mens Wozniacki skuffet tog hastig kurs mod omklædningsrummet.