Caroline Wozniacki spiller torsdag formiddag mod tyske Julia Görges i anden runde af French Open, men selvom al fokus er på den vigtige grusturnering, har Wozniacki haft tid til lidt sjov og spas.

Wozniacki er efterhånden vant til at blive interviewet på kryds og tværs, men der ventede den danske tennisdarling en lidt anden oplevelse forleden.

På French Opens officielle Youtube-kanal kan man se et underholdende interview med Wozniacki, der får sig lidt af en overraskelse. På vej til træning bliver Wozniacki nemlig interviewet af en bil.

Wozniacki er igennem længere tid blevet kædet romantisk sammen med den amerikanske football-stjerne J.J. Watt. De to er flere gange blevet spottet i hinandens selskab, men Wozniacki glider fint af på ét af spørgsmålene i videoen.



Bilens stemme lægger ikke fingrene imellem og spørger tennisstjernen, om det ikke er svært at vedligeholde et forhold, når man er så meget på farten, som hun er.



»Vi rejser meget i forbindelse med, hvad vi gør. Men det er dejligt at have venner på touren, fordi det er en meget individuel sport, og det ville være ensomt uden venner på touren,« lyder svaret fra Wozniacki, der i stedet fortæller om sit venskab med tenniskollegaen Serena Williams.

Se hele videoen herunder, hvor Wozniacki også fortæller om en spøjs episode med en fan, der gerne ville forloves.