Øverst i artiklen kan du se Caroline Wozniacki blive hyldet på Københavns Rådhus
Udefra set kan livet som professionel tennisspiller virke glamourøst. Pengene er store, tilbedelsen enorm og strengene er strammet.
Men når lysene er slukkede, og kameraene ikke længere ruller, gemmer der sig ofte en hård virkelighed, som kan være svær at håndtere. Ensomheden trænger sig på og udfordrer de ambitiøse atleter.
Det fortæller verdens nummer tre og forsvarende Wimbledon-mester Gabiñe Muguruza i et stort interview med britiske The Guardian:
»Tennis er meget ensomt,« siger hun.
»Specielt når du er yngre og ikke har familie omkring dig. Det kan være bare dig og din træner i Kina. Men alle er i den samme situation. Du er nødt til at være en ung, gammel kvinde - det kalder jeg mig selv engang imellem. Du har fantastiske øjeblikke og virkelig hårde øjeblikke, når du er alene. Du savner din familie, men du kan kun spille tennis i en begrænset periode.«
Tidligere har også andre tennisspillere fortalt om den ensomhed, der kan følge en, når man rejser verden rundt for at forfølge sine drømme. Danske Kenneth Carlsen er en af dem. I selvbiografien 'Alene på banen' fra 2008 beskrev han, hvordan han i en individualiseret verden havde svært ved at lukke folk ind.
»Man er fuldstændig alene i verden,« skrev han blandt andet.
»Jeg kunne ikke engang sætte mine allernærmeste ind i det pres, jeg følte. Jeg bar det alene på mine skuldre, og i individuel sport har man ingen at støtte sig op ad. Man har selv hele ansvaret og alle forventningerne. Jeg vidste ikke, om jeg skulle åbne mig, for jeg følte, det var en form for svaghed. Jeg holdt det indeni mig, for i sport er der meget skuespil, hvor man skal se stærk og selvsikker ud.«
For Kenneth Carlsen betød det, at han udviklede en bred palet af manier, som han beskriver i sin bog. Så galt er det - så vidt vides - ikke gået for 24-årige Gabiñe Muguruza:
»Du gør ofre, men jeg savner ikke at leve som ung. Jeg er glad og privilegeret,« siger hun til The Guardian.
