Caroline Wozniacki er klar til Wimbledon-turneringens tredje runde. Det var dog ikke uden problemer, at hun vandt 6-1, 7-6 over Denisa Allertova, der blot ligger nummer 83 på verdensranglisten.

Med hele sit team placeret på tilskuerpladserne på anlæggets ydmyge bane 12 spadserede Caroline Wozniacki sig ellers til en sejr på 6-1 over tjekken i det 23 minutter korte første sæt.

Som cifret antyder leverede Caroline Wozniacki en fokuseret indsats og levnede ingen muligheder til sin tjekkiske modstander til at spille sig ind i kampen.

Serven var velfungerende og det samme var såvel for- som baghåndsslag. Til sammenligning leverede en nervøst spillende Denisa Allertova en række uprovokerede fejl.

Der var inden kampen stillet spørgsmålstegn ved, hvorvidt Caroline Wozniacki overfor tjekkiske modstandere er ramt af en Wimbledon-forbandelse. De seneste år er hun som bekendt røget ud af Wimbledon-turneringen med et brag mod blandt andre Petra Kvitova, Petra Cetkovska og Barbora Strycova fra det østeuropæiske land.

Det kan ikke afvises, at det forholder sig således. For efter at have bragt sig foran 5-1 i andet sæt, tabte en alt for passivt spillende Caroline Wozniacki de efterfølgende fem partier, så Denisa Allertova pludselig førte 6-5.

Det lykkedes dog for Caroline Wozniacki at fremtvinge en tiebreak, som hun vandt 8-6.

Med sejren har Caroline Wozniacki nu tjent mere end 20 mio. amerikanske dollars - ca. 133 mio. kroner - siden prof-debuten i Cincinnati for 10 år siden.

Nu venter der for Caroline Wozniacki en formentlig langt sværere opgave i tredje runde på lørdag. Her skal den 24-årige dansker møde den et år yngre italiener, Camila Giorgi, der ligger nummer 32 på verdensranglisten.

Det er langt fra nogen ønskemodstander for Caroline Wozniacki, der i den indbyrdes statistik er bagud 1-2. De mødtes første gang ved Grand Slam-turneringen US Open i New York i 2013, hvor italieneren vandt.