Den danske verdensetter måtte arbejde hårdt for sejren mod canadiske Aleksandra Wozniack

Der var 162 pladser på verdensranglisten mellem canadiske Aleksandra Wozniak og den danske verdensetter, Caroline Wozniacki, før onsdagens andenrundekamp ved French Open mellem de to næsten-navne-søstre. Men den store forskel på ranglisten var ikke til at se i en kamp, hvor canadieren ydede masser af modstand mod den danske favorit. Caroline Wozniacki kom ellers fint fra start og bragte sig foran 5-1 i første sæt. Men så begyndte der at komme fransk grus i den danske maskine - ikke mindst på grund af halvskidte server fra danskeren. 

Aleksandra Wozniack var dog endnu ringere til at serve, og danskeren fik hevet sættet i hus med 6-3, selv om canadieren havde chancen for at bryde tilbage. I andet sat fik Aleksandra Wozniak, der i 2009 var helt oppe som nummer 21 i verden, meget bedre styr på serven og fik lagt et godt pres på sin danske modstander, og Caroline Wozniacki fik lov at arbejde for føden i den franske middagssol. De to kvinder skiftedes til at holde deres serv til 6-6 med danskeren under det største pres, og så måtte sættet afgøres i tiebreak.

Det blev en vildt medrivende afgørelse, hvor Caroline Wozniacki var bagud både ved 3-0 og 6-3. Men trods tre sætbolde imod sig holdt danskeren hovedet koldt under den franske sol og fik udlignet til 6-6.

Og så slog Caroline til. Først kom hun foran 7-6, og på matchbolden, hvor canadieren fik en oplagt chance for at smashe sig ind i kampen, som blev misbrugt, kom slangehugget fra Wozniacki, der afgjorde kampen og sikrede hende sejren i tiebreaken 8-6 og kampen samlet 6-3, 7-6.  Med sejren er Caroline Wozniacki klar til tredje runde i French Open, hvor hun møder Daniela Hantuchova fra Slovakiet, der onsdag besejrede italienske Sara Errani 6-1, 6-2.