Caroline Wozniackis OL-håb hænger pludselig i en meget tynd tråd.

For den danske tennisstjerne tabte allerede i første runde ved Mutua Madrid Open onsdag aften. Og dermed gik hun glip af muligheden for at få optjent livsvigtige ranglistepoint de kommende uger.

Point, som hun ellers skulle have brugt til at kravle højere op på verdensranglisten og derved komme tættere på en direkte OL-billet.

Som udgangspunkt er det nemlig kun de 56 bedst placerede spillere på verdensranglisten, der kommer med, og i skrivende stund ligger danskeren nummer 114 på WTA's live-ranking.

Foto: Afp7 Vía Europa Press/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Der kan dog maksimalt kun komme fire spillere med fra hvert land til legene i Paris, så et godt bud er, at en plads i top-65 vil være nok, eftersom flere lande har mere end fire spillere i top 56 på verdensranglisten.

Men med en øjeblikkelig udsigt til ikke at skulle spille flere gruskampe inden skæringsdatoen for OL-rangeringen 10. juni, har TV 2's tennisekspert Peter Bastiansen ikke den store fidus til danskerens gruskampagne.

»Caroline er ikke i nærheden af en høj nok rangering, og det tror jeg heller ikke, at hun kommer,« fortæller han til B.T. og tilføjer, at den danske stjerne kun har én mulighed for at blive en del af legene til sommer:

»Hendes eneste chance er ét af de to OL-wildcards, der bliver uddelt fra arrangørerne. Men der kæmper hun med store navne som Angelique Kerber, Naomi Osaka og Simona Halep.«

Foto: Afp7 Vía Europa Press/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Wozniackis niveau på grusunderlaget de seneste uger har dog på ingen måde været i nærheden af noget, der bør få OL-arrangørerne til at kigge danskerens vej.

»Hun har ikke investeret nok. Det er selvfølgelig heller ikke hendes favoritunderlag, så jeg forstå godt, hun tit vælger andre turneringer. Men hun har altså kun vundet én kamp. Resten har været nederlag. Det har ikke været særligt godt, og det kan godt spille ind i forhold til de wildcards, der skal fordeles til OL,« lyder det videre fra Peter Bastiansen.

Caroline Wozniackis held er dog, at hun stadig er enormt populær på WTA-touren.

Og det er noget, der muligvis kan ende med at blive hendes OL-redningskrans, fortæller TV 2-kommentatoren:

»Jeg kan godt være bekymret for, at hun ikke får det wildcard. For Caroline er ikke stort navn i Frankrig eller på grus.«

»Men hun er heldigvis meget populær på WTA-touren, og hvis jeg skal komme med et forsigtigt bud lige nu, så er min mavefornemmelse, at hun alligevel ender med at få et wildcard. En mulig double-konstellation med Holger Rune spiller nemlig også ind hos arrangørerne.«

I skrivende stund er det endnu uvist, hvad der bliver Caroline Wozniackis næste opgave.

For ved Rom Open og French Open er danskeren indtil videre heller ikke blevet tildelt et wildcard.