Caroline Wozniacki spiller søndag eftermiddag finale i grusturneringen Porsche Tennis Grand Prix i Stuttgart. Efter et par magre år har danskeren fundet sig til rette på det røde grus.

Når Caroline Wozniacki i eftermiddag går på banen mod hjemmebanehåbet Angelique Kerber, jagter danskeren sin 24. WTA-titel i single. Det har imponerende sejre over verdens nummer ti, Carla Suárez Navarro, og verdens nummer tre (som på den næste rangliste rykker op som nummer to.red.), Simona Halep, banet vejen for.

 

En lille overraskelse i sig selv, men særligt grusunderlaget taget i betragtning.

De seneste år har nemlig budt på pavre resultater på det røde underlag. Med lavpunktet sidste år, hvor også bruddet med Rory McIlroy skabte kaos i Caroline Wozniackis liv. Det blev fulgt op med et ydmygende førsterundenederlag på gruset i Grand Slam-turneringen French Open.

Caroline Wozniacki føler nu, at hun endelig har ramt et vendepunkt, når det gælder spillet på gruset.

»Ja, nu tror jeg officielt, at jeg har vundet flere kampe end i de sidste tre sæsoner sammenlagt!«, jokede Caroline Wozniacki ifølge internationale medier efter lørdagens flotte sejr i tre opslidende sæt over tjekkiske Simona Halep.

»Det er tydeligt, at jeg spiller også godt på grus nu. Måske bliver det mit favoritunderlag. Jeg er bare glad for den måde, jeg spillede på. Det har været en god uge indtil videre. Forhåbentlig kan jeg gøre det færdigt i morgen (i dag.red.) og have en god uge hjemme med hvile og træning og bare finjustere et par ting.«, fortsatte Wozniacki og slog fast.

»Det har afgjort været en fantastisk start for mig på dette års grussæson«.

At Caroline Wozniacki - lige nu verdensranglistens nummer fem - har fået så godt styr på spillet på grus er næppe en tilfældighed. Tidligere på året ansatte hun den tredobbelte French Open-vinder Arantxa Sanchez-Vicario for at styrke præstationerne på grus. Det har omgående givet resultater.

 

»Jeg har bedt hende om at hjælpe mig i grussæsonen. Hun spillede selv rigtig godt – især på grus – og har meget forstand på det. Jeg følte, at mine resultater ikke har været gode nok på grus de seneste par år, så jeg tænkte, det kunne være en hjælp, hvis hun blev en del af teamet, sagde Caroline Wozniacki, da bt.dk under sidste uges Fed Cup i Montenegro spurgte ind til hendes nye træner.

Her gjorde Wozniacki det også klart, at forårets helt store mål er netop French Open, der indledes d. 24. maj.

»Det er en stor turnering, en Grand Slam. Jeg har stort set vundet alt andet, så jeg vil rigtig gerne vinde en Grand Slam. Det er målet«, sagde Caroline Wozniacki, der har en kvartfinale i 2010 som det bedste resultat i French Open.

Først venter dog eftermiddagens finale mod Angelique Kerber i Stuttgart. Den kamp er programsat til klokken 14.30.