Torsdagens sjette etape bliver en modbydelig en af slagsen med en afslutning op ad et bjerg, der bestemt kommer til at gøre ondt i benene.

Den erfarne danske Tour-rytter Lars Bak har flere gange kørt stigningen, La Planche des Belles Filles. Senest under Touren i 2017. Og meldingen er klar.

»Jeg har kørt den tre gange i Touren. Den er utrolig stejl, og det bliver et chok for alle. Det er 4000 højdemeter, vi skal over i alt på etapen, så det bliver skide spændende at se, hvem der har benene,« siger han til B.T.

Det er også på denne stigning, at danske Jakob Fuglsang for alvor bliver testet i, hvad der er årets første bjergetape.

Hele syv kategoriserede stigninger venter undervejs, men alligevel er det først på sidste stigning, at Astana-kaptajnen har planer om et eventuelt angreb.

Det afslørede han i sin seneste klumme, som han skriver hver dag efter etapen på bt.dk.

Sjette etape er en 160,5 kilometer lang bjergetape med mål på toppen af La Planche des Belles Filles.

Husk, at du kan følge den på bt.dk via vores LIVE-blog.