Siden fredag har togtrafikken mellem Slagelse og Ringsted været fuldstændig lammet.

Og nu er der nyt, i forhold til hvornår togene kommer til at køre som normalt igen.

Det sker om yderligere et døgn – det vil sige søndag aften klokken 20.

Det oplyser DSBs pressetjeneste til B.T.

Indtil da skal passagerer rejse med togbusser, der er indsat på strækningen.

Den lammede togtrafik er opstået på grund af en nedrevet køreledning mellem de to byer.

Steen Kristensen, der er områdechef hos Banedanmark, fortalte tidligere lørdag til Ritzau, at det drejer sig om en strækning på 1600 meter, som er mere eller mindre beskadiget

»Det er en stor nedrivning, og der er rigtig mange beskadigede dele, og det er vi ved at få styr på, lyder det sent lørdag eftermiddag,« lød det fra Sten Kristensen.