Trafikanter, der bevæger sig hen over Sydfynske Øhav, kan se frem mod store trafikale udfordringer i de næste mange måneder.

Det skyldes, at alle de tre broer, der forbinder Fyn, Langeland og Tåsinge med hinanden, skal renoveres.

Arbejdet vil finde sted frem fra begyndelsen af april og helt frem mod udgangen af november, oplyser Vejdirektoratet.

»Det bliver ikke helt så nemt de kommende måneder at være trafikant til og fra Tåsinge og Langeland,« konstaterer,« Line Faxøe Enghave Lauridsen, projektleder i Vejdirektoratet.

Her vil der blive arbejdet.
Her vil der blive arbejdet. Foto: Vejdirektoratet
Vis mere

Renoveringerne er planlagt til at finde sted i følgende perioder:

  • Svendborgsundbroen: Fra 2. april til juli.
  • Langelandsbroen: Fra 2. april til september.
  • Siøsundbroen: Fra 15. april til 19. april og igen »efter sommerferien« til slutningen af november.

Altså vil det give gener igennem otte måneder.

Når de længerevarende indsatser om få uger går i gang på Svendborgsundbroen og Langelandsbroen vil det begge steder betyde, at der bliver markant mindre plads til trafikken.

På Svendborgssundbroen bliver der et spor i hver retning (med en hastighedsbegrænsning på 40 km/t) samt en sti til bløde trafikanter som fodgængere, cyklister og knallerter.

På Langelandsbroen bliver der kun i alt et ledigt spor, hvor trafikanter på skift får passage via signalregulering. Dog ikke i weekenderne.

Samme model vil senere på året blive brugt på Siøsundbroen, alle ugens dage i tidsrummet 8.30-19.00.

Vejdirektoratet opfordrer til, at trafikanter tager afsted i god tid, fordi rejsetiden med sikkerhed bliver forlænget.

»Vores broer er den eneste vej til Tåsinge og Langeland, og derfor er det sårbart, når vi skal ind og arbejde på dem,« siger Line Faxøe Enghave Lauridsen fra Vejdirektoratet:

»Det gør det ekstra vigtigt, at trafikanterne er informeret, og vi bestræber os på at planlægge det med færrest mulige gener for trafikanterne, da det er deres eneste vej i bil til og fra Tåsinge og Langeland.«