Han er vendt tilbage før - og nu kan han gøre det igen.

Mathias Zanka Jørgensen har en stor stjerne i FC København og i dette januarvindue spøger et comeback til klubikonet på ny.

B.T. kan onsdag fortælle, at den 33-årige forsvarer er en af de muligheder, som FCK afsøger i forhold til at dække ind i det skadesramte forsvar, hvor både Davit Khocholava og Nicolai Boilesen er ramt.

Ifølge B.T.s informationer undersøger FCK en mulig aftale med Zanka, der ikke er afvisende over for at skifte Brentford ud med FCK, mens der er kræfter i hovedstadsklubben, som altså meget gerne ser den bold- og duelstærke stopper tilbage i klubben.

Mathias Zanka Jørgensen har spillet otte kampe for Brentford i denne sæson.
Mathias Zanka Jørgensen har spillet otte kampe for Brentford i denne sæson. Foto: Dave Shopland/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Den mulige Zanka-retur var tirsdag et debatemne i podcasten 'Bag fjendens linjer', som er en FCK- og Brøndby-podcast - og B.T. kan altså nu fortælle, at en transfer denne vinter er en reel mulighed, som FCK undersøger.

Zanka har været Brentford-spiller siden september 2021, men i denne sæson er det ikke blevet til meget spilletid under Thomas Frank trods en forlængelse i maj 2023.

Den høje stopper har flere gange været tilbage i FCK efter udlandsholdophold.

Senest kom han tilbage i efteråret 2020 i en enkelt sæson, da Ståle Solbakken hev ham hjem kort før nordmandens egen fyring. 

Siden blev opholdet under den nye træner Jess Thorup ikke den store succes.

Men nu er der skiftet ud på trænerposten, og der blæser helt andre vinde over FCK - og således er der åbnet for, at Zanka kan vende tilbage i FCK-trøjen.

Zanka har tidligere vundet fem mesterskaber og fem pokaltitler med hovedstadsklubben.

Han er noteret for 36 landskampe - den seneste i sommerens EM-kvalifikationskamp mod Slovenien, hvor han startede inde.