Ups!

Mon ikke Hobro-stjernen Emmanuel Sabbi for nyligt  blev præsenteret for en løftet pegefinger fra sin nordjyske arbejdsgiver?

Til sommer skifter den amerikanske kantraket transferfrit til OB, som har erklæret sig interesseret i at hente Sabbi allerede her i januar-transfervinduet.

Og den løsning er Sabbi også interesseret i. Tydeligvis!

For på sin Instagram-profil ændrede den unge Hobro-spiller forleden sin beskrivelse fra @HobroIK til @Odenseboldklub.

Efter et døgns tid slettede han dog beskrivelsen, så der nu blot findes hans hashtag, #ES11.

B.T. Sports transferpodcast, Transfervinduet, diskuterer Sabbis bommert i den seneste udsendelse - og der spekuleres i mulighederne for et hurtigt Sabbi-skifte til det fynske.

'Transfervinduet' er B.T.s ugentlige fodboldpodcast, som dyrker de reelle transferer, transferrygterne og ikke mindst al transfersladderen.

Fokus er på Superligaen og danskerne i udlandet, og der afsløres masser af detaljer fra de store transferer.

Og hvis du har et saftigt transferrygte, så post det på Twitter eller Facebook med #andellerej, så undersøger panelet sagen, ringer til de relevante og drøfter det i podcasten.