Vejle Boldklub er yderst tæt på at kunne præsentere den irakiske venstreback Ali Adnan.

Ifølge B.T.s oplysninger er det kun opholds- og arbejdstilladelsen, der mangler for Adnan, hvis kontrakt med Superliga-klubben er på plads. Går alt vel, er det ikke urealistisk, at Adnan kan blive præsenteret som ny Vejle-spiller inden for de kommende 14 dage.

Cheftræner Peter Sørensen har blandt andet peget på venstreback-pladsen som en position, han gerne ser forstærket. Og nu lader det til at ske. Hvis det lykkes, er det en yderst popuær herre, Vejle får på kontrakt.

For ud over at være bagmand for et gedigent frispark er Adnan en stor stjerne i hjemlandet Irak og har hele 2,1 million følgere på Instagram. Og det er et pænt stykke over en anden Instagram-konge, man har i Nørreskoven i form af den iranske midtbanespiller Saeid Ezatolahi, der kan bryste sig af 1,5 millioner følgere.

Den irakiske landsholdsspiller Ali Adnan er tæt på at skifte til Vejle.
Den irakiske landsholdsspiller Ali Adnan er tæt på at skifte til Vejle. Foto: Khaled DESOUKI
Vis mere

27-årige Adnan har igennem sin karriere bygget et pænt cv op med blandt andet ophold i Serie A hos Atalanta og Udinese, hvor han spillede sammen med den danske landsholdsspiller Jens Stryger Larsen. Han har senest spillet i den amerikanske liga MLS, hvor han tørnede ud for Vancouver Whitecaps.

Den klub forlod han i sommer, efter begge parter blev enige om at opsige kontrakten. Det skete som følge af visumproblemer, den irakiske landsholdsspiller var endt i, da Whitecaps måtte se sig nødsaget til at flytte til Utah på grund af vanskelige rejsekrav mellem Canada og USA midt i coronakrisen.

Siden da har Adnan været klubløs, og det har fået konsekvens for hans landsholdsplads, hvor han på trods af sine 81 landskampe blev skåret fra den seneste landholdstrup. Derfor er Adnan mere end klar til at få fast spilletid igen, hvis drømmen om landsholdet og en eventuel plads ved VM næste år skal realiseres igen.

Adnan var senest tæt på at skifte til Schalke 04 i 2. Bundesligaen, men nu peger alt på en tur til Danmark og Vejle, der står klar med åbne arme. Falder alt på plads, lyder det fra kilder, at Adnan er i god form, og derfor kan han være i spil til Vejles pokalkvartfinale mod Kolding i starten af december. Ellers ventes det, han kan komme til at gøre en forskel i et afgørende forår, hvor Vejle kæmper for overlevelse i Superligaen.