Myndighederne har taget helikoptere i brug for at finde de mere end 100 piger, der er blevet bortført fra deres skole af Boko Haram.

NIGERIA: Det nigerianske militær finkæmmer skove i den nordøstlige del af landet, hvor flere end 100 skolepiger blev bortført sent mandag aften.

Frivillige hjælper med eftersøgningen nær byen Chibok, hvor stærkt bevæbnede mænd, som menes at være en del af den islamistiske gruppe Boko Haram, trængte ind på kostskole, mens pigerne lå og sov.

Efter en langvarig skudveksling med de soldater, der bevogtede skolen, lykkedes det mændene at få adgang til området, og de jog efterfølgende de skræmte piger ud i ventende køretøjer. Flankeret af motorcykler kørte de væk med over 100 piger.

»De tvang os ind i busser, varevogne og ladvogne, i nogle af dem var der mad og petroleum. De tog os med i en konvoj ind i bushen,« siger en af eleverne på skolen, som havde held til at stikke af fra bortførerne, men som af sikkerhedshensyn ikke ønsker sit navn frem.

Delstaten Bornos uddannelsesminister siger, at der var 129 piger på skolen, da angrebet fandt sted. En pige fra skolen siger dog ifølge CNN, at mindst 200 piger blev bortført af Boko Haram.

De desperate forældre indtrængende beder myndighederne om at gøre alt for at få deres døtre tilbage. De frygter, hvad Boko Haram kan finde på at gøre.

»De tog min datter og min niece. Vi frygter for deres sikkerhed i hænderne på disse nådesløse mennesker, som nyder at dræbe og ødelægge,« siger en mor til en af de bortførte piger til CNN,

»Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Hele familien er forvirret, vi beder til Gud, det er det eneste, vi kan gøre,« fortsætter hun.

Redningsholdene får hjælp af helikoptere og bevæger sig dybere og dybere ind i skovene, der strækker sig ind i nabolandet Cameroon og andre lande i regionen, fortæller Ali Ndume, som er senator i Borno.

»Soldater og frivillige fra området finkæmmer skoven for at redde skolepigerne. De får hjælp af overvågningshelikoptere til at lokalisere bortførernes position,« siger Ndume.

En efterladt og sammenbrændt bil fundet i udkanten af skoven har givet myndighederne et fingerpeg om, at Boko Haram-medlemmerne er flygtet denne vej.

Gruppen, der er stærkt imod vestlig uddannelse og ønsker en sharia-stat, er frygtet i store dele af Nigeria, hvor den gennem flere år har spredt død og ødelæggelse. Boko Haram har tidligere angrebet en række skoler, hvor elever er blevet dræbt.

I marts truede gruppens leder med at angribe skoler og bortføre de kvindelige elever. Det fik Borno-delstaten til at lukke 85 skoler og sende flere end 120.000 elever hjem, skriver CNN.