En tilsyneladende sindsforvirret bilist kørte søndag aften ind i flere forskellige menneskemængder rundt omkring i byen Dijon i det østlige Frankrig. 11 mennesker kom til skade, heraf to alvorligt.

Mens det hele stod på, råbte manden angiveligt den islamiske frase »Allahu akbar« (Gud er stor, red.), samtidig med at han ifølge flere øjenvidner også råbte, at han »handlede for Palæstinas børn«.

Det skriver BBC.

Bilisten, der af politiet beskrives som værende en 40-årig mand, påkørte de mange personer fem forskellige steder i byen.

Han nåede at køre rundt i byen i en halv time, før han blev anholdt af politiet, der efterfølgende har oplyst til de franske medier, at manden tilsyneladende er sindsforvirret.

Den 40-årige mand har tidligere været indlagt på et psykiatrisk hospital, som han blev udskrevet fra sidste måned.

Motivet bag angrebet er endnu ikke kendt.

Angrebet kom dagen efter, at en franskmand, som var konverteret til islam, blev skudt og dræbt af fransk politi, efter han angreb tre politifolk med en kniv i byen Joue-les-Tours. Han råbte også "Allahu akbar", inden han gik til angreb.