Kraftigt regnvejr over staten South Carolina har ført til mindst 13 dødsfald, ligesom tusindvis står uden tag over hovedet. Guvernøren advarer mod følgeulykker efter stormen.

USA: Heftigt regnvejr har smadret den amerikanske South Carolina, hvor byer og landområder stadig er oversvømmet. 13 personer er døde i vandmasserne, skriver CBS News.

Orkanen Joaquin, som har hærget syd for USA, kom aldrig ind over land, til gengæld sendte orkanen et massivt regnvejr ind over USA, som især South Carolina blev ramt af, lyder det fra Det Nationale Vejrcenter i USA.

13 personer er døde i vandmasserne, de fleste fordi de blev fanget i deres biler. Samtidig står 1.000 personer uden tag over hovedet, mens 40.000 mennesker ikke har rent drikkevand.

Desuden er ødelæggelserne de værste i South Carolina, siden orkanen »Hugo« ramte i 1989.

De massive mængder regnvand har ført til smadrede veje, broer, der er styrtet sammen, oversvømmede søer og dermed oversvømmelser i flere områder i staten, skriver CBS News.

Og selv om regnen nu er stoppet, er faren langt fra ovre, lyder det fra guvernør i South Carolina, Nikki Haley:

»South Carolina er blevet ramt af en storm af historiske proportioner,« siger han og fortsætter:

»Men bare fordi, regnen er stoppet, betyder det ikke, at vi er i sikkerhed,« siger Nikki Haley som en opfordring til statens indbyggere.

Og kort efter guvernørens pressekonference mandag blev der da også evakueret et boligområde, der var i fare for at blive oversvømmet.

Der er stadig overhængende fare for, at flere boligområder tæt ved statens hovedstad Columbia kan blive oversvømmet, og redningsarbejdere kæmper stadig med at få vandmasserne under kontrol.

Søndagens regnvejr i South Carolina gør dagen til en af de vådeste, der er målt i USA i mere end 16 år, skriver CBS News.

Samtidig gør naturen i South Carolina staten sårbar over for så kraftigt regnvejr, fordi de har flere tusinde kilometer med floder og vandløb på tværs af staten.