En opgørelse viser, at andelen af islamistisk funderet terror kun udgør en lille andel af terrorangrebene i Vesteuropa, men de islamistiske terrorangreb er mere dødelige end andre.

For præcist 15 år siden fløj to kaprede fly direkte ind i World Trade Centers to tårne, og med ét blev den vestlige verdens fokus skærpet mod én bestemt trussel: islamistisk terror.

Men al terror er ikke islamistisk funderet. I hvert fald hvis man skal tro tal fra forskningsprojektet Global Terrorism Database på University of Maryland, som Berlingske har kigget nærmere på.

Blot ni ud af 234 udførte terrorangreb i Vesteuropa i 2015 er med sikkerhed udført af islamistiske terrorister. Det svarer til en andel på 3,85 procent.

Meget anderledes ser det ikke ud, hvis man ser på resten af perioden siden den skæbnesvangre septemberdag for 15 år siden. I perioden fra 2001 til 2013 stod islamistiske terrorister bag 28 angreb ud af de 757 terrorangreb, der havde ramt Vesteuropa.

Og for lektor ved Institut for Strategi på Forsvarsakademiet, Peter Viggo Jakobsen, understreger den slags opgørelser da også vigtigheden af at se på proportionerne, når man taler om frygten for islamistisk terror:

»Ja, der er en risiko. Men så er den altså heller ikke større. Der er større risiko for at blive slået ihjel, når du drejer til højre på din cykel i København,« fortæller Peter Viggo Jakobsen og påpeger samtidig mediernes rolle i det øgede fokus på lige netop islamistisk terror:

»Den islamistiske terror fylder så meget i folks bevidsthed, fordi den får så meget mediedækning. Men i kølvandet på den sommer, vi har været igennem, så er det jo ikke mærkeligt, at det er islamistisk terror, der trækker store overskrifter.«

Islamistiske terrorister dræber flere
Selvom færre end fire procent af de terrorhændelser, der blev registreret i Vesteuropa i 2015, med sikkerhed havde et islamistisk funderet motiv, er der stadig grund til at se islamistisk terror som en reel trussel, også på vores kanter. Tendensen er nemlig, at islamistiske terrorister dræber flere i deres angreb end andre terrorister. Ifølge GTB’s database er i alt 175 blevet dræbt i terrorangreb i vesteuropæiske byer i 2015. Af dem er langt størstedelen – 148 personer – blevet dræbt af islamistiske terrorister.

Og denne tendens ser ud til at fortsætte. I løbet af årets første otte måneder er 127 allerede blevet dræbt i de 15 registrerede islamistiske terrorangreb, der har fundet sted i Vesteuropa.

At de islamistisk funderede angreb koster mange ofre er ikke noget nyt.

»Hvis vi kigger historisk på det så kan man sige, at de store terrorangreb, der har ramt vesten har været argumenteret i islamistisk ideologi. Det gælder både 9/11, det store angreb i London i 2005 og angrebet i Madrid i 2007,« forklarer Kristian Søby Kristensen og mener, at der er god grund til at være på vagt over for islamistisk terror.

Peter Viggo Jakobsen mener også, at det er reelt at tale om islamistisk terror som en trussel i Europa.

»Det er jo ikke forkert at sige, at den største trussel vi står over for i øjeblikket når vi kigger på terror, er den islamistiske. Og en af de ting man ikke kan se ud af tallene, er de angreb der bliver forpurret af vores efterretningstjenester.«

Selvom risikoen for at blive dræbt af en islamistisk terrorist i Vesteuropa ikke er stor, er både Peter Viggo Jakobsen og Kristian Søby Kristensen enige om, at terror er effektfuld, ikke fordi det dræber mange mennesker, men fordi det skaber frygt.

De bakkes op af major og militæranalytiker ved Dansk Institut for Internationale Studier, Steen Kjærgaard.

»Terrorisme er ikke en kamphandling. Terrorisme er en kommunikativ handling. Det man jagter når man benytter sig af terroristiske metoder, er den kognitive effekt der skaber irrationel frygt. Det er faktisk ikke at slå mennesker ihjel,« forklarer han.

Islamister slår hovedsageligt muslimer ihjel
Selvom frygten for islamistisk terror fylder meget i den europæiske bevidsthed, er risikoen for at dø i et angreb forsvindende lille set i forhold til andre steder.

 

I august kunne engelske BBC afsløre, at blot seks procent af ofrene for terrorisme i juli 2016 blev dræbt i Vesteuropa. Og det er ikke mindst, fordi de fleste terrorangreb finder sted i de krigsramte områder i Mellemøsten.

»Man må sige, at islamistisk terror hovedsagligt slår muslimer ihjel,« fortæller Kristian Søby Kristensen.

»Men vi skal stadig være påpasselige over for islamistisk terror, fordi den er så arbitrær i sine mål,« slutter han af.

I 2015 blev 175 mennesker dræbt som følge af terror i Vesteuropa. I Mellemøsten og Nordafrika blev 16.382 mennesker dræbt i samme år.

Denne artikel er oprindeligt fra www.b.dk