Den finske skytte har erkendt, at han dræbte to og sårede syv. Politiet savner et motiv.

Den 18-årige mand, der natten til lørdag dræbte to og sårede syv i den finske by Hyvinge, havde tilsyneladende ikke planlagt drabene på forhånd. Det skriver finske medier, efter den 18-årig igen søndag er blevet afhørt af politiet. Han blev anholdt umiddelbart efter skyderiet iført camouflagetøj, og allerede lørdag erkendte han at stå bag drabene. Politiet er overbevist om, at han har handlet alene, men savner til gengæld stadig et motiv. Den anholdtes computer er blevet beslaglagt - muligvis fordi drabsmandens Facebook-opdateringer kan kaste mere lys over sagen. Ifølge politiets oplysninger drak den 18-årige øl med nogle venner tidligere fredag aften. Kort før midnat brød han op og sagde, at han tog hjem. Godt en time inden, det første skud blev affyret fra taget af en restaurant i Hyvinge lidt i 02 om natten, opdaterede han sin Facebook-profil med statussen: - Det var sjovt, venner. Fra sin plads på taget nåede at affyre omkring 20 skud, før en kvindelig betjent var fremme ved gerningsstedet. Hun blev ramt i maven, og den 18-årige stak af. De to våben, han benyttede, herunder en jagtriffel, stammede fra forældrenes hjem. I alt blev syv såret, og en mand og en kvinde - omkring 19 år gamle - blev dræbt. De dræbte var begge studerende ved en erhvervsskole i Hyvinge, hvor den 18-årige skytte selv havde gået i en periode, indtil han forlod skolen sidste år. Den kvindelige betjent, som blev skudt, er fortsat i kritisk tilstand. De senere år har Finland været plaget af en række skyderier udført af unge mennesker. I november 2007 dræbte en 18-årig elev otte mennesker på et gymnasium i nærheden af Helsinki, før han skød sig selv. Året efter dræbte en 22-årig mand ti personer i den lille by Kauhajoki i det vestlige Finland, før også han begik selvmord. Og i december 2009 skød en mand fire personer i et indkøbscenter i Espoo efter at have stukket sin ekskæreste ihjel med en kniv. Senere skød han sig selv.