Den ene af to dødsdømte metro-bombemænd er blevet skudt i »Europas sidste diktatur«. Retssagen får hård kritik.

Styret i Hviderusland har informeret de pårørende til den ene af to dødsdømte metro-bombemænd, Vladislav Kavalyova, om, at han nu er blevet henrettet. Som altid i Hviderusland foregik henrettelsen ved nakkeskud. Det fremgår af et brev fra Hvideruslands højesteret til den henrettedes mor, som hviderussiske medier har offentliggjort. Brevet lyder i al sin enkelhed: - Vi meddeler, at dommen fra Republikken Hvideruslands højesteret af 30. november 2011 angående deres søn Vladislav Jurevitj Kavalyova er bragt til udførelse. Dødsattest kan modtages hos rådhusets afdeling i Pervomajskij-regionen i Vitebsk. De to unge mænd og barndomsvenner Vladislav Kovalyov, 26, og Dmitry Konovalov, 25, blev idømt dødsstraf i november sidste år, efter at være blevet fundet skyldige i at have bombet Hvideruslands travleste metrostation Oktyabrskaya i hjertet af hovedstaden, Minsk. 15 mennesker blev dræbt og hundredvis såret, da eksplosionen ramte på den 11. april 2011. Ved strafudmålingen beskrev domstolen de to som en »ekstrem fare for samfundet«. Hviderusland er det sidste land i Europa, som stadig henretter sine borgere. Op mod 400 mennesker menes at være blevet henrettet siden landet fik sin selvstændighed i 1991, men tallet er ikke officielt. De dødsdømtes pårørende får ikke besked om henrettelserne, før efter de er eksekveret, og ligene bliver efterfølgende begravet på hemmelige steder. Ofte får familierne aldrig oplyst den officielle dødsdato. Fra international side er retssagen blevet kraftigt kritiseret for ikke at være fair. Blandt andet er bevismateriale angiveligt blevet destrueret, skriver den russiske avis Gazeta. Den nu henrettede Vladislav Kavalyova nægtede sig skyldig i at have deltaget i bombningen, og trak i retten sin oprindelige tilståelse tilbage, fordi han hævdede, at den var blevet banket og presset ud af ham. Også hans mor har fra begyndelsen stået fast på, at hendes søn blev tvunget til at tilstå under stærkt kritisable forhør foretaget umiddelbart efter hans anholdelse. - Anklagerne er baseret på udtalelser, som min søn og Dmitry Konovalov har givet under psykisk og moralsk pres i den forudgående efterforskning. Min søn afviste disse udtalelser i retten. Ingen andre beviser for deres skyld blev givet, har hun skrevet i et brev til hviderussiske medier. Så sent som onsdag nægtede Hvideruslands autoritære præsident gennem næsten 18 år, Aleksandr Lukasjenko, at følge moderens ønske og benåde de to unge mænd. Det er uvist om også den formodede hoved-bombemand, Dmitry Konovalov, er blevet henrettet. Under retssagen erkendte han sin skyld bombeangrebet og bad aldrig om benådning. De to mænd blev også fundet skyldige i et uopklaret bombeangreb mod et optog på uafhængighedsdagen i Minsk i 2008 og i flere angreb i byen Vitebsk i 2005. En talsmand for Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, har udtrykt »dyb bekymring« over dødsdommene og understreget, at hvis de blev ført ud i livet, ville det »yderligere belaste forholdet mellem Tyskland og Hviderusland«. Sidst i februar trak samtlige EU-lande deres ambassadører hjem fra den tidligere sovjetstat som reaktion på, at Polen og EUs ambassadører var blevet smidt ud af landet. Desuden har EU for nylig indført nye, strenge sanktion mod styret i protest mod Lukasjenkos gentagne brud på menneskerettighederne - blandt andet fængslinger af politiske fanger. Danmark har ingen ambassade i Hviderusland.