Fire mænd, der i marts dræbte en kvinde i Afghanistans hovedstad, Kabul, er blevet dømt til døden af en lokal domstol.

Den dræbte kvinde, Farkhunda, blev beskyldt for at have brændt koranen, hvilket førte til, at hun blev overfaldet af en større gruppe mennesker.

Den 27-årige kvinde blev tævet og stenet til døde. Dernæst blev der sat ild til hendes lig, der senere blev kastet ud fra en bro.

Det brutale overfald tiltrak sig massiv opmærksomhed i internationale medier, og videoer af handlingen spredte sig hurtigt. Derfor gik der heller ikke længe, inden de lokale myndigheder kunne anholde de formodede gerningsmænd.

Læs også:

Udover de fire, der blev dømt til døden, har otte fået domme på 16 års fængsel, mens yderligere 18 blev frikendt.

Farkhunda var religionslærer, og ifølge hendes far var det utænkeligt, at hun kunne finde på at sætte ild til koranen, hvilket ellers blev angivet som motivet for det dødelige overfald.

Anklagen skulle efter sigende stamme fra en lokal mullah, der havde set sig sur på Farkhunda, skriver CNN.

Det afghanske ministerium for religiøse anliggender har imidlertid ikke fundet noget bevis for, at Farkhunda skulle have brændt den hellige bog af.