Politiet i Honduras har anholdt den 32-årige Plutarco Antonio Ruiz for drabene på skønhedsdronningen Maria Jose Alvarado, og hendes søster Sofia Alvarado.

Ruiz, som havde en affære med storesøsteren Sofia, nægter sig dog skyldig i at have skudt og derefter begravet de to søstre.

- Jeg vil ikke erklære mig selv skyldig. Det er alt sammen en løgn. I øjeblikket lider og sørger jeg over tabet af Sofia. Ligesom alle andre, der har mistet en person tæt på sig, også ville, fortæller han til MailOnline ifølge Daily Mail.

Politiet mener dog, at Ruiz allerede har erkendt sig skyldig i dobbeltdrabet på søstrene. Ruiz skulle eftersigende have fulgt efterforskningslederne til den mudrede grav i Honduras, hvor søstrene onsdag blev fundet begravet.

Antonio Ruiz er anholdt for drabet på Maria Jose Alvarado, Miss Honduras, og søsteren Sofia Alvarado.
Antonio Ruiz er anholdt for drabet på Maria Jose Alvarado, Miss Honduras, og søsteren Sofia Alvarado. Foto: ORLANDO SIERRA
Vis mere

19-årige Maria Jose Alvarado, der skulle have deltaget i Miss World i denne uge på grund af hendes Miss Honduras-titel, blev ifølge MailOnline skudt 10 gange, mens 23-årige Sofia Alvarado blev skudt 12 gange.

Politiet har afsløret, at de desuden efterforsker sager med voldtægt og kidnapning, som også kan relateres til Plutarco Antonio Ruiz.

Søstrene havde været forsvundet siden torsdag den 13. november, hvor de sidst blev set forlade en fest og sætte sig ind i en bil uden nummerplade.

Plutarco Antonio Ruiz afholdte festen, som søstrene deltog i, og han menes at være den sidste, som så dem i live. Derfor valgte det honduranske politi onsdag at anholde ham, efter at Maria og Sofia Alavarados lig var blevet fundet.