»Problemet er ikke, at der er et endeløst udbud af dybt forstyrrede unge mænd, men at unge mænd ikke længere behøver at være dybt forstyrrede for at udføre forfærdelige handlinger«. 40 år gammel teori tilbyder en uhyggelig forklaring på sommerens bølge af terrorangreb.
Da en afvist asylansøger i sidste uge blev nægtet adgang til en musikfestival og detonerede en bombe i sin rygsæk, der dræbte ham selv og sårede 15 andre, var det fjerde gang på bare én uge, at Tyskland blev ramt af terror. Mens foråret bød på organiserede terrorattentater i Bruxelles og Paris udført af organiserede kriminelle med direkte forbindelse til Islamisk Stat, har sommeren stået i de ensomme ulves tegn.
De bliver kaldt selvradikaliserede, sindsforstyrrede og soloterrorister. Beroligende, fordi enkeltstående psykopater er mindre skræmmende end stramt organiserede netværk. Foruroligende, fordi terroren forekommer endnu mere vilkårlig.
Men måske også en falsk modsætning, der får os til at lede efter forklaringerne på sommerens bølge af enkeltangreb det forkerte sted.
Gruppedynamik er afgørende
I et kendt essay publiceret for snart 40 år siden satte den amerikanske sociolog Mark Granovetter sig for at forklare, hvordan optøjer opstår, og hvorfor mennesker, som i øvrigt har levet almindelige liv, på kort tid kan gå fra at være fredelige til at opføre sig voldeligt.
Indtil da havde forklaringer af den type fænomener taget udgangspunkt i den enkeltes motivation, opvækst, psyke og politiske sympatier eller den masseeufori, der kan opstå under optøjer. Men ifølge Granovetter er optøjer hverken resultatet af berusende magi eller rationelle beslutninger. De er et gruppefænomen, hvor folk handler som en reaktion på det, andre foretager sig.
Nøgleordet er »tærskler« – et begreb, Granovetter definerer som »antallet af mennesker, der gør noget, før man selv beslutter sig for at gøre det samme«, og essensen af teorien lyder sådan her:
Personen, som smider den første sten i et oprør, har en tærskel på nul. Han er er så at sige allerede radikal. Personen med en tærskel på én er derimod først villig til at kaste med sten, hvis han har set en anden person gøre det. Og sådan fortsætter radikaliseringen, indtil man når den retskafne borger, som aldrig i sit liv kunne drømme om at deltage i et oprør, hvis ikke det var fordi, alle andre også var med.
Pointen med teorien er, at man ikke kan forklare folks handlinger alene ved at fokusere på den enkeltes normer og værdier – man må se på gruppedynamikker. Den, der kaster den første sten, kan godt være motiveret af noget helt andet, end ham, der kaster den sidste. Og påvirkningen kan sagtens udspille sig over tid og sted.
IS leverer manualer
Sidste efterår brugte den amerikanske journalist Malcolm Gladwell Granovetters teori i et forsøg på at beskrive de over 140 skoleskyderier, som har fundet sted de seneste fire år i USA.
Karakteristisk for det måske mest kendte skoleskyderi på Columbine Highschool i 1999 var, at gerningsmændene efterlod sig et langt manifest – en drejebog for, hvordan den type massakrer skal eksekveres. I hjemmene hos mange af de skoleskydere, som er fulgt efter, har politiet fundet noter, hvor drengene (flere af dem almindelige teenagere fra sunde familier og uden dybe psykiske problemer) refererer – ikke til deres egen vision – men tilbage til en heltedyrkelse af massemorderne fra Columbine.
På samme måde har nutidens mest populære terrorbevægelse Islamisk Stat leveret et kulturelt manuskript, der tilbyder en manual, som sympatisører, der ikke selv ville have fået ideen, kan følge. Som Abu Muhammad al-Adnani, terrorgruppens talsperson, fastslog allerede i 2014, er alle velkomne til at udføre angreb i gruppens navn. »Bed ikke om nogens tilladelse,« sagde han.
Mens de første IS-terrorister (med en i Granovetters terminologi tærskel på nul) flankerede deres angreb af eksplicitte visioner, bliver forbindelsen til den politiske motivation hos sommerens kopikatte svagere og svagere: en video på mobiltelefonen, et opkald til politiet, et enkelt »Allahu Akbar«.
Ved hvert nyt terrorangreb leder vi stadig efter forklaringerne i terroristernes biografi. Men gerningsmændenes profiler passer sjældent til stereotypen: Selv om motivet synes islamisk, er morderen ikke altid udøvende muslim. Vi forventer en særling, men finder en familiefar med fast arbejde. Faktisk viser en amerikansk undersøgelse, at kun ti procent af de personer, der har været involveret i 300 jihad-sager i USA siden 2001, er mentalt ustabile. Kun 12 procent af dem har kriminel baggrund.
Skal man følge Granovetters teori, er det ikke nødvendigvis mærkeligt. Tværtimod er pointen, at jo længere tid optøjerne står på – eller jo længere tid skoleskyderierne eller IS-inspirerede angreb udvikler sig – desto højere tærskel har gerningsmændene, og desto mindre behøver deres personligheder og motiver at ligne dem, der oprindeligt indledte bølgen af angreb.
Når eksperter i dag taler om terrorisme, definerer de det som vold, der udføres for at fremme en politisk agenda. Bølgen af tragiske attentater og mord over sommeren viser imidlertid, at der sjældent er en klar adskillelse mellem en person, som begår politisk eller religiøst motiveret vold af dyb overbevisning, en copycat og en, som er drevet af egne dæmoner.
Desværre tilbyder Granovetter ikke nogen forklaringer på, hvordan udviklingen kan stoppes. Kun en indikation af, at vi måske leder efter forklaringerne de forkerte steder.
Eller som Malcolm Gladwell lakonisk konkluderer i sin analyse af de amerikanske skoleskyderier:
»Problemet er ikke, at der er et endeløst udbud af dybt forstyrrede unge mænd, som er villige til at udføre forfærdelige handlinger. Det er værre. Problemet er, at unge mænd ikke længere behøver at være dybt forstyrrede for at udføre forfærdelige handlinger.«
