MEXICO: Mexicanske regeringsstyrker dræbte fredag 42 formodede bandemedlemmer. En politibetjent omkom under heftige skudvekslinger, der fandt sted ved en ranch nær byen Tanhuato i det østlige Mexico.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Skudvekslingerne varede tre timer, og det er ifølge Reuters et af de blodigste opgør mellem regeringsstyrker og bandemedlemmer siden december 2012, da præsident Enrique Pena Nieto svor at sætte en stopper for bandernes hærgen.

Ifølge regeringskilder var de 42 dræbte ved fredagens opgør håndlangere for narkokartellet Jalisco New Generation.

Skudvekslingen begyndte, da sikkerhedsstyrker invaderede området, hvor bandemedlemmerne holdt til.

De mexicanske regeringsstyrker tilkaldte forstærkninger fra luften, og det lykkedes med helikopterhjælp at nedkæmpe bandemedlemmerne. Regeringsstyrkerne anholdt ifølge en lokal embedsmand tre personer og beslaglagde en granatkaster og 39 forskellige våben.

BNB/Reuters