Østrigs politi fandt torsdag morgen op mod 50 døde flygtninge i en parkeret lastbil.

Det kommer nu frem, at lastbilen havde ungarske nummerplader. Nyhedsbureauet Reuters citerer en talsmand for den ungarske premierminister, Viktor Orban, for, det ungarske politi sammen med det østrigske politi arbejder på at finde frem til bilens ejermand.

Talsmand Janos Lazar retter samtidig skarp kritik mod EU-landene for ikke at kunne kontrollere flygtningestrømmen.

Ifølge avisen Kronen Zeitung var det højst sandsynligt mangel på ilt, der kostede flygtningene livet. Deres lig blev fundet i en lastbil, der stod parkeret i nødsporet på motorvejen A4 nær byen Pandorf.

Det var angiveligt medarbejdere fra den lokale vejtjeneste, der undrede sig over, at bilen havde holdt parkeret længe, hvorfor de kontaktede politiet, som gjorde den gruopvækkende opdagelse.

Det østrigske indenrigsministerium bekræfter ifølge flere internationale medier, at mellem 20 og 50 flygtninge er døde. Samtidig tyder alt på, at chaufføren er stukket af.

Tidligere torsdag oplyste østrigsk politi ifølge Kronen Zeitung, at myndighederne i tirsdags havde stoppet tre menneskesmuglere ved Bruck an der Leitha. De var i færd med at smugle 34 flygtninge, heriblandt ti børn, over grænsen fra Ungarn i en varevogn.

Foto: HEINZ-PETER BADER
Vis mere

Flygtningene har siden forklaret politiet, at de blev stuvet sammen i varevognen, og at der ikke var luft nok til at kunne trække vejret ordentligt. Flygtningene havde gentagne gange bedt om en pause, men det var blevet ignoreret af menneskesmuglerne, som havde kørt non-stop fra den serbiske grænse til Østrig - altså hele vejen tværs over Ungarn.

Det er sket flere gange i løbet af sommeren, at der er blevet fundet flygtninge stuvet sammen i lastbiler i Østrig. Tidligere i august blev der eksempelvis fundet 85 flygtninge låst inde i et efterladt køretøj på motorvejen. De havde været nødt til at skære huller i siderne for at kunne trække vejret, skriver norske vg.no.

Ifølge FN er der i løbet af årets første syv måneder kommet 340.000 flygtninge og indvandrere til EU. Imens er over 2.300 flygtninge bekræftet døde i deres forsøg på at krydse Middelhavet på deres vej fra Nordafrika til Italien og Grækenland.

Så sent som onsdag fandt den italienske kystvagt ligene af cirka 50 flygtninge i et skib på Middelhavet ud for Libyens kyst.