En 51-årig dansker er savnet på ferieøen. Politiet har fundet rygsæk og cykel

Redningsfolk, hundepatruljer, civilforsvar, en helikopter og øens politifolk er sat ind for at finde en 51-årig dansker, som er forsvundet i ufremkommeligt terræn på den spanske ferieø Gran Canaria.

Det oplyser redningstjenesten CECOES 112 på sin hjemmeside.

Udenrigsministeriets Borgerservice bekræfter oplysningerne:

- Vi kan bekræfte at spansk politi har indledt eftersøgningen på en forsvunden dansker, siger vagthavende Folmer Jensen til Berlingske Nyhedsbureau.

Udenrigsministeriet er bekendt med danskerens identitet, og har nu bedt politiet om at underrette de pårørende. Desuden er den danske ambassade i Madrid i tæt kontakt med de spanske myndigheder.

- Vi afventer indtil videre og håber på det bedste, siger Folmer Jensen.

Den 51-årige dansker har været forsvundet siden onsdag. I en slugt i et bjergområde ved Gran Canarias største sø, Soria-søen, er der dog fundet en cykel og en rygsæk med dokumenter, der viste at tasken tilhørte danskeren.

Ifølge redningstjenesten modtog alarmcentralen onsdag kl. 14:44 et opkald fra en person, der havde fundet rygsækken. Umiddelbart efter blev eftersøgningen sat i gang, og den strakte sig til ud på aftenen. Torsdag morgen ved 8.00-tiden blev den genoptaget, oplyser redningstjenesten.

I januar forsvandt to danske kvinder på 73 og 77 år på en vandretur i udfordrende terræn på naboøen Madeira. De blev efterfølgende fundet omkomne for foden af en stejl kløft.