____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>47 mennesker meldes dræbt på Penghu-øerne ud for Taiwans vestkyst, hvor et indenrigsfly fra TransAsia Airways onsdag styrtede til jorden kort før landingen.

Flyet havde forsøgt at lande én gang uden held, og under andet forsøg gik det galt. Propelmaskinen af typen ATR-72 styrtede ned i to huse i en landsby tæt på landingsbanen. Selv om bygningerne blev slået i stykker af flyet, kom ingen personer på jorden noget til, skriver Reuters.   

Redningsarbejdere har haft held til at bringe 11 overlevende passagerer til behandling på hospitalet. Deres tilstand er stadig ukendt.

Oprindeligt forlød det, at 51 af passagerne var døde under flystyrtet, men det tal er siden blevet nedjusteret.

Årsagen til styrtet kendes endnu ikke, men ifølge den engelsksprogede kinesiske avis South China Morning Post cirklede flyet rundt i luften, inden det styrtede, fordi det ikke kunne lande.

- Der var tordenvejr, da flyet styrtede ned, siger Hsi Wen-guang talsperson for Penghu amtets brandvæsen.

Taiwan har onsdag været ramt af den voldsomme tyfon Matmo, der har bragt kraftig regn og storm med sig. Ifølge CNNs meteorolog Brandon Miller er der faldet 225 millimeter regn i løbet af ganske kort tid, ligesom der skulle være kraftige vindstød på op til 75 kilometer i timen.

Skoler i Taiwan har af samme grund været lukket, og uvejret skal angiveligt også have forsinket flyets afrejse fra Kaohsiung Siaogang Lufthavn.