En 61-årig dansk invalidepensionist er ikke længere velkommen i Irland, efter han tidligere på måneden blev taget i at stjæle penge fra en kirke. Det skriver den irske avis Independent.

Den danske mand, der ifølge avisen er fra Gråsten i Sønderjylland, skulle angiveligt have stjålet en indsamlingsbøsse fyldt med penge - i alt cirka 4-5.000 kroner - samlet ind til fattige fra en kirke i byen Buncrana d. 9 oktober.

Irsk politi blev opmærksomme på den danske mand, da han sad og talte mønter op i sin lejede bil. Da de spurgte ham, hvor han havde alle mønterne fra, fortalte han i første omgang, at han havde bragt dem med sig til landet i sin håndbaggage.

Men ved nærmere eftersyn fandt politiet også en indsamlingsbøsse, der var meldt stjålet, samt en nedstryger, flere skruetrækkere og et par handsker i den lejede bil. Derefter gik danskeren til bekendelse og fortalte, at han havde stjålet pengene fra kirken.

- Det var en dårlig idé. Jeg er bare turist, sagde han ifølge avisen.

Han blev idømt tre måneders fængsel, men slipper for at afsone i fængsel, hvis han ikke viser sig i Irland de næste to år. Ifølge avisen skal have forlade Irland senest den 27. oktober.