Det kunne have været en hvilken som helst lille drengs ønskeliste, som med rød tusch er nedfældet på et stykke A4-papir og adresseret til julemanden. Men på toppen af ønskelisten med de fine tegninger af juletræ og julemand kan man se, at den lille dreng har været udsat for noget forfærdeligt.

For blandt ønskerne om Walkie-talkies, playstation spil og fjernstyret helikopter er der et usædvanligt og hjerteskærende ønske:

»Hjælp politiet med at fange dem, der skød mig«.

Ønskelisten er skrevet af den 7-årige dreng Christian Hickey, der bor i den engelske by Manchester. CNN skriver, at 7-årige Christian Hickey og hans 30-årige mor Jayne Hickey blev skudt i benene af to mænd d. 12. oktober. Skyderiet foregik på dørtrinet til familiens hjem, hvor to gerningsmænd ved 21:30-tiden om aftenen bankede på døren. Christian blev skudt i låret, mens hans mor blev skudt i begge ben. Gerningsmændene ledte efter Christians far.

Mor og søn er nu blevet udskrevet fra hospitalet, men politiet fortæller »at der ligger en lang, hård kamp« forude før, at mor og søn kan komme sig helt efter det brutale angreb. Politiet, der ikke har fundet frem til gerningsmændene endnu, har godt set drengens højeste ønske til jul.

Politifoto. Her ses 7-årige Christian Hickey, liggende i sin hospitalsseng. Han er nu udskrevet, men politiet siger, at der går lang tid før, at han er helt på benene igen.
Politifoto. Her ses 7-årige Christian Hickey, liggende i sin hospitalsseng. Han er nu udskrevet, men politiet siger, at der går lang tid før, at han er helt på benene igen.
Vis mere

»Det er hjerteskærende at vide, at den lille dreng, som burde skrive en liste fyldt med spændende gaver, har det her på toppen af sin ønskeliste,« siger politiinspektør i ’Greater Manchester Police Serious Crime Division’ Russ Jackson og fortsætter:

»Det, der skete med Christian, vil påvirke ham resten af livet. Det vi kan gøre for ham, er at finde gerningsmændene og lade retfærdighed ske fyldest. Sådan mennesker har absolut ingen plads i et civiliseret samfund, og vi vil forsætte med at lede efter dem«.

Christians mor fortalte ifølge en pressemeddelelse fra politiet, at hun begyndte at skrige, da hun så blodet flyde fra sin søns ben. Nu ligger hun uden mulighed for at hjælpe ham og krydser fingrer for, at hendes dreng kan komme sig, så han kan dyrke alt det sport, som han gjorde før:

»Christian er glad for sport. Han kan godt lide boksning, svømning og fodbold. Jeg håber virkelig, at han kan blive ved med at dyrke det i fremtiden,« siger Jayne Hickey.