Hovedparten af det syriske regimes kemiske våben er fjernet, og lederen af den internationale mission tror på, at opgaven kan være afsluttet inden 30. juni.

SYRIEN: 80 procent af Syriens kemiske våben er blevet destrueret eller sendt ud af landet.

Det oplyser koordinator for den internationale mission, Sigrid Kaag, ifølge Reuters.

»Det nye tempo er positivt og nødvendigt for at sikre fremskridt mod en stram deadline,« siger Kaag, der leder opgaven på vegne af FN og Organisationen for forbud mod kemiske våben (OPCW).

Den syriske præsident Bashar al-Assad blev sidste år enig med USA og Rusland om fjerne de kemiske våben. Det skete i kølvandet på et angreb i udkanten af Damaskus, hvor der blev brugt saringas, og hvor flere hundrede syrere omkom.

USA og dets vestlige allierede sagde, at det var Assads styrker, der stod bag angrebet, men den syriske regering skød skylden på oprørerne i borgerkrigen, der raser på fjerde år.

Ikke desto mindre blev aftalen om fjernelse af de kemiske våben indgået, og deadline for at løse opgaven er 30. juni.

Danmark bidrager til operationen med et dansk fragtskib og et dansk krigsfartøj, der transporterer de kemiske våben ud fra Syrien.