PALÆSTINA: Præsident for det palæstinensiske selvstyre Mahmoud Abbas tror ikke på Israels premierminister, Benjamin Netanyahus, løfte om, at Israel vil frigive flere milliarder kroner i skatter og afgifter, som tilhører palæstinenserne. Det skriver det norske nyhedsbureau NTB ifølge dagbladet.no.

»De har meddelt, at de vil frigive penge, men indtil videre har de ikke frigivet nogen«, sagde den palæstinensiske præsident under det arabiske topmøde i Sharm el-Sheik lørdag.

Israel har tilbageholdt de penge, de har krævet af palæstinenserne siden januar som gengældelse for Palæstinas beslutning om at ansøge om at blive en del af Den Internationale Straffedomstol (ICC)

FN har godkendt ansøgningen, og dermed er palæstinenserne formelt en del af straffedomstolen fra på onsdag.

Palæstinenserne kræver retsforfølgelse af israelske ledere og militæret for krigsforbrydelser begået i de besatte områder.

Netanyahus regering har ikke offentliggjort, hvornår pengene bliver frigivet, kun at de månedlige overførsler vil blive genoptaget.

BNB