Med halvdelen af stemmerne i 34 provinser talt op øger Abdullah Abdullah forspringet til sin nærmeste rival i kampen om den afghanske præsidentpost.

AFGHANISTAN: Tidligere udenrigsminister i Afghanistan Abdullah Abdullah fører det afghanske præsidentvalg. Det oplyser landets valgkommission, IEC, ifølge Reuters, efter knap halvdelen af stemmerne i de første 34 provinser er talt op.

Med 44,4 procent af de optalte stemmer øger Abdullah Abdullah forspringet til sin nærmeste rival, den vestligt orienterede Ashraf Ghani, som tager andenpladsen med 33,2 procent af stemmerne. Imens må Zalmay Rassoul, der støttes af den afgående præsident, Hamid Karzai, nøjes med 10,4 procent.

For at vinde skal en kandidat sikre sig mindst 50 procent af alle gyldige stemmer. Lykkes det ikke, skal de to førende kandidater ud i en såkaldt run-off, altså en anden og sidste runde.

Valgets endelige resultat forventes at ligge klar 14. maj. Er det da ikke lykkes nogen kandidat at sikre sig mindst 50 procent af stemmerne, afvikles den anden runde af præsidentvalget i slutningen af maj.

Hamid Karzai er forfatningsmæssigt forpligtet til at træde tilbage som præsident efter mere end 12 år ved magten. Det sker på et tidspunkt, hvor Afghanistan forbereder sig på at stå på egne ben, i takt med at de fleste vestlige tropper forlader landet ved udgangen af året.