For to uger siden havde Ahmed otte børn. Nu har han tre.
Han stirrer tomt frem for sig, græder ikke, men læberne er stramme, og han vrider mundvigene nedad, når han fortæller om flugten fra Islamisk Stat.
46-årige Ahmed Allawi Abbas er stadig i chok, tager dybe indåndinger og forklarer med lav stemmeføring, hvad der skete den nat for næsten to uger siden, hvor han mistede fem af sine børn.
Efter i ly af mørket at have vandret gennem krat og over marker i timevis ankom Ahmed, hustruen Nasra og parrets otte børn til en åben mark. De var næsten fremme ved et af de opsamlingspunkter, hvor de kunne blive kørt længere væk og i sikkerhed fra IS-jihadisterne.
»Vi var cirka 120 personer, da vi ankom til marken,« fortæller Ahmed Allawi Abbas. Han sidder på en madras i et bagende varmt telt i Nazrawi-lejren syd for Kirkuk, der er oprettet til at tage imod en stadig stigende strøm af internt fordrevne irakere. Nasra sidder tavst på en madras. To af børnene skiftes til at læne sig op ad hende. De siger ikke et ord – ikke en lyd kommer fra dem.
Marken udgør det punkt i Ahmeds fortælling, hvor alt går galt: Stedet, hvor en i forvejen farlig og vovet flugt bliver forvandlet til et mareridt, han ikke har ord til at beskrive.
Midt ude på marken lød den første eksplosion, der snart blev fulgt af endnu et brag. Ahmeds familie og de 110 andre på flugt stod midt i et minefelt. Bum! Endnu en eksplosion.
På et tidspunkt trådte en ældre dame bag ved Ahmed på en mine. Hendes ben blev revet af. Hun døde på stedet, mens Ahmed væltede omkuld. Snart lød endnu et brag, og Ahmed overværede, hvordan det ene af hans børn efter det andet blev spredt ud over marken, når minerne eksploderede.
Eksplosionerne tiltrak IS-jihadisternes opmærksomhed. De oplyste himlen over marken med såkaldte lysraketter for at finde de flygtende. IS-jihadisterne kom nærmere, og Ahmed vidste, at hele familien ville blive skudt på stedet, såfremt de flygtende blev fanget af Islamisk Stat.
Ahmed opgav at lede efter børnenes ligrester og zigzaggede videre frem over marken. Eksplosionerne fortsatte, og da flokken nåede frem til den anden side af minefeltet, stod Ahmed og Nasra tilbage med tre børn. Mazen, Shuruq, Riham, Suad og lille Muain på tre år døde i eksplosionerne på marken. Ud af de 120 personer, der i panik løb over marken den nat, nåede blot de 60 frem i live.
»At flygte var mit livs vanskeligste beslutning. Jeg har mistet fem af mine børn, min ære og alt hvad jeg ejede. Jeg har det, som om jeg brænder indeni,« forklarer Ahmed.
Han vidste, at det ville være risikabelt at flygte fra de IS-kontrollerede områder. Men livet under Islamisk Stat var blevet uudholdeligt. Hver dag kom jihadisterne for at chikanere, når ikke de havde travlt med at myrde de dele af lokalbefolkningen, der forbrød sig mod kalifatets regler.
»De forbød os at se fjernsyn, de lukkede børnenes skoler og sagde, at vi skulle levere alle vores afgrøder til dem. Hvis de så en kvinde utildækket uden for huset, truede de.
Det ville Ahmed og Nasra ikke finde sig i, så de flygtede. Nu deler de skæbne med flere end tre millioner andre irakere, der ligeledes er internt fordrevene i et land i opløsning.
Men det faktum, at de som jihadisterne fra Islamisk Stat er sunnimuslimer, betyder, at de også betragtes som en sikkerhedsrisiko og en befolkningsgruppe, som både shia-regeringen i Bagdad og den kurdiske regering mod nord ser skævt til.
Nazrawi-lejren ligger syd for Kirkuk, på et område, hvor kurderne og shia-regeringen skændes om indflydelse. Det mærkes tydeligt på mange af lejrens 800-900 sunnimuslimske familier, at de ikke føler sig videre velkomne i teltene bag pigtråden på de nøgne og gulsvedne marker.
»Her er som et fængsel,« siger en af de sunnimuslimer, der har boet i lejren i fire måneder. Han må – som alle andre – ikke bevæge sig ud af lejren uden en lokal sponsor, selv om han er i sit eget land. Og han har ingen sponsor.
Muhammed Hassan på 16 år har heller ingen sponsor. Han ankom for nylig til lejren, blind på det ene øje – synet på øjet mistede han under et bombeangreb på den IS-kontrollerede by Hawija. Han spørger efter en læge og om muligheden for at få synet tilbage ved en operation i udlandet. En af de lokale lejransatte hvisker på engelsk, som Muhammed Hassan ikke forstår, at det slet ikke kan komme på tale. Kun i livstruende tilfælde kan lejrens indbyggere blive tildelt operationer uden for lejren.
»Mellem os bliver han nok nødt til at vænne sig til at være blind på det ene øje,« siger den lejransatte. I den perfekte lejr ville der være mulighed for at få Muhammed Hassan i behandling. Men Nazrawi er langt fra en perfekt lejr.
Umm Nur, en mor til fem, klager over eksem, og fortæller at en af hendes bekendte har et åbent sår i hovedet, men at der ingen lægehjælp er at finde. Abu Muhammed klager over en virus, og i naboteltet har manden lungeproblemer. Ingen af dem kan få behandling uden for lejren.
Kun omkring 80 personer ud af de op mod 900 familier har i øjeblikket tilladelse til at forlade lejren i dagtimerne. Det får frustrationen til at vokse, og det betyder, at de fleste familier er dybt afhængige af de få nødhjælpsorganisationer, der hjælper til i lejren, fordi de ingen indtægter har.
De internt fordrevne i Nazrawi er nogle af krigens hårdest ramte flygtninge. De er sunnier, som regeringen i Bagdad ikke ønsker at betale for, og som – frygter kurderne – kan udgøre en sikkerhedstrussel og være med til at tippe befolkningsbalancen i Kirkuk væk fra kurdernes favør.
På mange måder er de internt fordrevne krigens oversete ofre. Dem, ingen ser og taler om, fordi krigen stadig raser, og fordi EU er optaget af den migrationsbølge, der i 2014 ramte det europæiske kontinent.
»Her er tale om internt fordrevne, der er så desperate, at de er villige til at risikere døden, eller få sprængt lemmer af i forsøget på at komme væk fra Islamisk Stat,« forklarer Kim Hartzner, der er læge og generalsekretær i Mission Øst.
Danske Mission Øst er en af de meget få organisationer, der hjælper til i Nazrawi-lejren. Først og fremmest med fødevarer og psykosocial hjælp til de mange traumatiserede børn. Men også med luftkølere, vandkølere, vandbeholdere og duge til beskyttelse mod sollyset, så de lokale kan klare sig gennem den varme sommer.
For nogle uger siden modtog Mission Øst en opfordring fra FN til med øjeblikkelig varsel at uddele madvarer i lejren. Årsagen var, at FN havde fejlkalkuleret sine rationer og derfor ikke havde tilstrækkeligt med madvarer til lejrens indbyggere. Mission Øst, der har mange års erfaring med nødhjælpsarbejde, og som netop er baseret på et princip om at være i stand til at hjælpe de allermest nødstedte, slog til og skaffede mad til lejrens på det tidspunkt 809 familier.
I lyset af at de seneste års flygtninge- og migrationskrise optager Europas befolkning og politikere så meget, og hvor politikere konstant taler om fortrinsvis at hjælpe i nærområderne, har Kim Hartzner svært ved at forstå, hvorfor indsatsen i lejre som Nazrawi generelt er så forholdsvis utilfredsstillende.
I løbet af fredagen forsøgte yderligere 700 sunnimuslimer at flygte fra Islamisk Stat i området ved Hawija. I går eftermiddag befandt de sig stadig i området mellem IS og de kurdiske Peshmerga-soldater. De vil blive Nazrawi-lejrens seneste tilflyttere, hvis det lykkes dem at komme frem.
