Terrororganisationen al-Qaeda udsendte i juli en video, hvor der bliver fremsat konkrete trusler mod Danmark. Det oplyser TV 2.

I en video med titlen 'En utilgivelig forbrydelse' tordner terrornetværket al-Qaeda mod de lande, der efter deres mening er fjender af Islam. Et af de lande, der bliver nævnt, er Danmark.

Ifølge TV 2 Play-programmet 'Kernen' fylder afsnittet om Danmark fem minutter i den 40 minutter lange video. Den nu afdøde Mohammed-tegner Kurt Westergaard bliver vist i videoen, og en terrorist, der stod bag bombeangrebet mod den danske ambassade i Islamabad i 2008, bliver hyldet som martyr.

»De hellige krigere vil aldrig lade jer hvile i fred. Dette er en advarsel til alle, der tror, de kan slippe af sted med blasfemi. Denne bil ladet med sprængstoffer er jeres skæbne,« siger den unge mand, der fremviser en hvid personbil.

Al-Qaeda truer Danmark i en video, udsendt kort tid før Kabuls fald. Her ses terrornetværkets leder, Ayman al-Zawahiri, der menes at befinde sig i Afghanistan.
Al-Qaeda truer Danmark i en video, udsendt kort tid før Kabuls fald. Her ses terrornetværkets leder, Ayman al-Zawahiri, der menes at befinde sig i Afghanistan. Foto: HO
Vis mere

Lederen af al-Qaeda, Ayman al-Zawahiri, medvirker også i filmen, hvor han hylder ambassadeangrebet, som kostede seks mennesker livet.

»Der er en anden stor sejr, som er lige så vigtig som nogle af de tidligere sejre. Det var hævnen gjort i ære for den hellige profet i form af angrebet på den danske ambassade i Islamabad,« siger terrorlederen ifølge TV 2.

Videoen med trusler mod Danmark blev udsendt, kort før Taliban indtog Afghanistans hovedstad, Kabul. Og altså inden Danmarks udenrigsminister, Jeppe Kofod, med flere højst usædvanlige og ukorrekte udtalelser om truslen fra al-Qaeda.

»Al-Qaeda er ikke længere i Afghanistan. Der er ikke en trussel fra dem mod os mere, som vi så manifesteret 11. september 2001 for knap 20 år siden,« sagde han 15. august i DR-programmet '21 Søndag'.

Udenrigsminister Jeppe Kofod har trukket sine udtalelser om al-Qaeda tilbage.
Udenrigsminister Jeppe Kofod har trukket sine udtalelser om al-Qaeda tilbage. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Budskabet gentog han flere gange til både TV 2 og TV Avisen, men det stred lodret imod oplysninger fra Forvarets Efterretningstjeneste, der i en risikovurdering fra 2020 slår fast, at al-Qaeda fortsat er til stede i Afghanistan og vil vokse sig stærkere, hvis Taliban tager magten i landet.

Senere trak udenrigsministeren sine udtalelser tilbage over for Folketingets Udenrigsudvalg. Han forklarede dem med, at han var træt.

Flere eksperter peger på, at al-Qaeda efter 20 års krig i Afghanistan står lige så stærkt eller stærkere, end de gjorde før terrorangrebet mod USA 11. september 2001.

Derudover har en ny oprørsgruppe – ISIS-K – slået rødder i Afghanistan. ISIS-K får angiveligt ikke den samme beskyttelse af Taliban, men var ikke desto mindre i stand til at udføre et storstilet terrorangreb mod Kabuls lufthavn midt under den vestlige evakuering fra landet. Angrebet kostede 12 amerikanske soldater og mindst 60 afghanere livet.

En Talibankriger bevogter sted i Kabuls Lufthavn, hvor to bombe dræbte 13 amerikanske soldater og mindst 60 afghanere den 26. august.
En Talibankriger bevogter sted i Kabuls Lufthavn, hvor to bombe dræbte 13 amerikanske soldater og mindst 60 afghanere den 26. august. Foto: WAKIL KOHSAR
Vis mere

Ayman al-Zawahiri var Osama bin Ladens højre hånd og er nu leder af terrornetværket. I november 2020 florerede der rygter om, at han var død som følge af sygdom, og i lang tid var der stille om hans person.

Rygterne har siden vist sig at være falske, og i anledning af 20-året for 9/11 har al-Qaeda udsendt en video, hvor Ayman al-Zawahiri er både i live og ved godt helbred. Hvornår videoen er optaget, vides ikke, men i videoen omtaler han USAs tilbagetrækning fra Afghanistan og et angreb i januar 2021 på en russisk base i Syrien. Han hylder også flykaprerne, der fløj ind i World Trade Center og The Pentagon.

»Lad os ikke glemme, at 19 mujahideenere, islams krigere, knivstak USA i hjertet, en skade af en art, som USA aldrig havde kendt før. Nu har USA trukket sig ud af Afghanistan. Ødelagt og besejret efter 20 år med krig,« siger Ayman al-Zawahiri i videoen.

Ved samme lejlighed har han udsendt en 852 sider lang bog om al-Qaedas fremtid. Både videoen og bogen er udsendt via al-Qaedas kanaler på internettet.

Ayman al-Zawahiri fotograferet sammen med Osama bin Laden.
Ayman al-Zawahiri fotograferet sammen med Osama bin Laden. Foto: AUSAF NEWSPAPER / HANDOUT
Vis mere

PETs Center for Terroranalyse (CTA) vurderer, at terrortruslen mod Danmark fortsat er »alvorlig«, og at »militante islamister stadig udgør den væsentligste terrortrussel mod Danmark«.

Efterretningstjenesten har sammen med landets politikredse afværget flere terrorangreb de senere år.

Senest i april, hvor syv personer blev anholdt på adresser i Holbæk og København.

De blev efterfølgende sigtet for at have »planlagt et eller flere terrorangreb eller medvirket til forsøg på terror«, og for »at have anskaffet sig ingredienser og komponenter til fremstilling af sprængstof samt våben eller have medvirket hertil«.

Grundlovsforhør i Retten i Holbæk mod syv personer, der er mistænkt for at planlægge terror i Danmark eller Tyskland.
Grundlovsforhør i Retten i Holbæk mod syv personer, der er mistænkt for at planlægge terror i Danmark eller Tyskland. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere