Er der forbindelser mellem mafiaen og Donald Trump? Ja – men sådan er normen for folk i bygge- og kasinobranchen. Spørgsmålet er, hvor tætte forbindelserne har været.
Atlantic City: »Fat Tony« Salerno så helt rigtigt i slutningen af 1970erne. Fremtiden for en driftig mafiaboss lå i en ny slags beton, der ikke alene skulle blandes på byggepladsen, men som også var hurtigtørrende. Donald Trumps byggekraner stod på det tidspunkt på stribe på Manhattan i New York, og byggematadoren skulle have enorme mængder beton for at stable og klæbe etagerne sammen i et tempo, som satte rekord. Og det kunne ikke gå hurtigt nok med at fremskaffe betonen. For hver etage, der blev færdig, blev der nemlig lånt penge i, så Trump kunne betale regningerne i resten af byggeriet.
Den nye, hurtigtørrende beton var ganske vist langt dyrere end den traditionelle. Men den havde to fordele set fra »Fat Tony«s side. Dels kunne man bygge hurtigere, dels var der ikke så meget bøvl med brandsikring, og dels kunne man kontrollere, at Trump betalte til tiden. For hvis man som mafiaboss også kontrollerede den fagforening, der stod for bevogtningen af byggepladsen og for at blande betonen, kunne selv en lille arbejdsnedlæggelse ødelægge den leverede beton. Og så ville bygherrerne betale til tiden for at undgå det, Trump frygtede mere end noget andet – konkurs.
Mafiaen sad på det hele
Den republikanske præsidentkandidat var på det tidspunkt i gang med flere store byggeprojekter. Historien om »Fat Tony« har spillet en væsentlig rolle for de fleste, der har efterforsket Trumps forretningsmetoder. »Fat Tony« Salerno blev hurtigt en integreret del af Trumps mødeplan. Måske ikke lige ham selv hver gang. Men Trump mødtes angiveligt med »Fat Tony«, også efter at mafiabossen med den karakteristiske, runde skikkelse og cigarstumpen i munden havde overtaget jobbet som mafiaboss over den berygtede Genovese-familie og dermed kontrollerede byggemarkedet.
Ifølge flere kilder, som Berlingske har talt med både i New York og i kasinobyen Atlantic City, hvor Trump også havde flere projekter, var det umuligt at bygge, uden at mafiaen sad med ved forhandlingsbordet. Det var en integreret del af det at være byggematador i 1980erne. Mafiaen sad på det hele. Gør det Trump til en gangster? Langtfra. Men hans tætte forbindelse til nogle af de mest kendte mafiafamilier betyder, at den amerikanske presse kigger dybt i gamle papirer for at se, hvor tæt forholdet til blandt andet Genovese-familien egentlig var.
»For at forstå Trumps måde at agere på i dag skal man også huske, at hans virkelighed er en brutal verden, hvor man skræmmer folk til at makke ret. Diplomati er rent ud sagt en by i Rusland. Så når han kalder sine modstandere det værste – for eksempel »Little Marco«, som han kaldte den republikanske senator Marco Rubio under valgkampen og »Crooked Hillary« om Clinton – så er det normalen for en mand, der er vant til at omgås »Fat Tony«, »Trigger Michael«, og »Johnny the Beast«,« siger en kilde, der har siddet i forhandlinger med Trump mange gange i 1980erne og i dag er centralt placeret i New Jerseys regeringsapparat. New Jersey er netop staten, hvor Atlantic City ligger.
Kilden ønsker at være anonym som mange andre kilder, der har bidraget til denne historie. For selv om mafiaen ikke er stærk længere, er det stadig indflydelsesrige folk, der arbejder i byggeindustrien og med kasinoerne i Atlantic City. Og så er byen ved at gå fallit grundet dårlig administration og ledelse gennem mere end 30 år med en betændt kasinoindustri. Men det sidste er ikke Trumps skyld. I hvert fald ikke direkte. Men Trump gik fallit i Atlantic City, selv om han ikke vil indrømme det. Ikke én gang. Men mindst fire gange. Og hver eneste gang efterlod han sig et spor af konkurser, fordi han ikke betalte sine regninger. Han trak sig ikke ud »i tide«, inden det gik nedad bakke for byen, som han ofte udtrykker det for at vise, hvor god en forretningsmand han er. Han blev med kildens ord jaget ud af Atlantic City af sine kreditorer, hvilket man også kan se ud af en række dokumenter, som Berlingske har fået adgang til.
Svært at få licens til at drive kasino
Men hvorfor Atlantic City? Mens den hurtigtørrende beton blev blandet i lyntempo i New York, begyndte Trump at se sig om efter nye projekter, da hans berømte Trump Tower på Manhattan stod færdigt. Hans blik faldt på kasinoindustrien og Atlantic City i nabostaten New Jersey, som i 1980 havde nogle fine byggegrunde, der nærmest lå og skreg på at blive bebygget med gigantkasinoer.
Men kravet for at åbne et kasino var, at man havde en licens. Og sådan en kunne man ikke bare få. Det krævede en nøje gennemgang af ens person, formue og baggrund. Og som David Cay Johnston – Pulitzer-prisvinder, journalist og forfatter til bogen »Temples of Chance: How America Inc. Bought Out Murder Inc. to Win Control of the Casino Business« – siger til Berlingske, så ville Trump næppe have fået en sådan licens, hvis man havde gennemgået hans økonomi dengang og ikke mindst hans kontakter til mafiaen i New York. Ikke fordi de kontakter nødvendigvis betød noget. Men Trump samarbejdede med dem.
Hele byggeindustrien var nemlig infiltreret af organiseret kriminalitet. Men en licens krævede, at det skulle undersøges, i hvor høj grad man selv var en del af den organiserede kriminalitet. Og økonomien skulle hænge sammen. Det gjorde den ifølge Johnston og flere andre ikke på det tidspunkt. Men som flere kilder indrømmer i Atlantic City, så betød hensynet til arbejdspladser mere end formalia.
»Det er rigtigt, at Trump fik en hurtigere ekspedition, men det var også nødvendigt, fordi der stod arbejdspladser på spil. Og Trump ville selvfølgelig ikke bygge noget som helst uden at have licensen i hånden. Han risikerede at stå med et fuldt færdigt hotel uden kasino, og det ville være en katastrofe,« siger en kilde i New Jerseys hovedstad, Trenton, som dengang var tæt på beslutningen, til Berlingske.
Så Trumps baggrund i byggebranchen og det, der fulgte med i 1980erne, samt de mange rygter, der har været om Trumps samarbejde med mafiaen, har fået journalisterne til at grave dybere samtidig med, at forholdet mellem Trump og medierne bliver værre og værre. Trump beskylder medierne for at forfølge ham. Han hænger direkte navngivne journalister ud ved at kalde dem øgenavne. Dermed gentager han ifølge en tidligere Atlantic City-journalist det samme mønster som i 1980erne.
»Han truede med sagsanlæg lige så snart, vi havde stillet spørgsmål til hans projekter. Og han lagde ikke fingrene imellem. Han var tyndhudet over for enhver form for kritik og opfandt hele tiden på nye øgenavne,« siger den pågældende til Berlingske.
Frikendt efter hver undersøgelse
Den amerikanske forfatter og journalist Wayne Barrett, som er forfatter til den dybdeborende biografi om præsidentkandidaten »Trump: the Deals and the Downfall«, har flere kædet Trump sammen med mafiaen. Lige fra »Fat Tony« til en anden af New Yorks supergangstere Paul Castellano og advokaten Roy Cohn, der arbejdede for nogle af mafiafamilierne.
Men Trump er blevet undersøgt for sine mafia-forbindelser, og det er vigtigt at påpege, at man ikke har kunnet finde noget alvorligt belastende, selv om han bestemt både havde kontakt og møder med dem. Hans omgang med mafiaen var med andre ikke tættere end nødvendigt for at bedrive den form form forretninger, man gjorde i 1980erne i New York og i Atlantic City.
»Han fik navnet »Teflon-Trump«, så det er ikke kun ham, der kan finde på øgenavne. Det kan andre også om ham. Han fik navnet, fordi han aldrig kan huske, hvad han foretog sig i fortiden. Men man kan ikke komme uden om, at han er dygtig, og at han indimellem har haft succes og har fået mange i arbejde.
»Men han har også knækket halsen flere gange – ikke mindst i Atlantic City«,« siger en embedsmand i New Jersey til Berlingske.
En anden lokal journalist i delstaten, som dækkede Trump i 1980erne, husker ham som en person, man skulle omgås med forsigtighed.
»Han kunne ikke standse, når først han var begyndt at overdrive sine projekter. Jeg vil ikke sige, at han direkte løj. Men han overdrev, og hans skyskrabere blev højere og højere for hvert minut, der gik,« siger vedkommende i en samtale med Berlingske.
Han er dog uomtvisteligt dygtig til at se mulighederne og andres svagheder. Og han har en hær af advokater, der træder ind og forhandler kontrakter for ham og sikrer, at han også slipper helskindet igennem. Som da han i 1990 stod over for en konkurs i Atlantic City, hvor han netop havde åbnet et nyt kasinohotel, Taj Mahal, der i dag er solgt.
Der blev åbnet en sag i New Jerseys kasino-kommission, og bankerne løb stormløb mod Trump af frygt for ikke at få deres penge. Hvor langt ude, Trump var på det tidspunkt, vides ikke med sikkerhed. Men Philadelphia Inquirer skrev dengang, at Trump havde en negativ formue på 290 millioner dollar. Og at det ikke var skattetænkning, der var årsagen. Regningerne blev simpelthen ikke betalt.
Gennem et meget dygtigt arbejde lykkedes det Trump at slippe ud af konkursen ved ganske enkelt at påpege, at tusinder af arbejdspladser risikerede at gå tabt. Og da flere fagforeninger i området også talte hans sag, afgjorde kommissionen, at bankerne naturligvis havde ret til at erklære Trump konkurs, men der var sa bare én hage ved det. Bankerne ville så stå med en række hoteller, der var ubrugelige. For der ville ikke længere være licens til at drive kasino. Det kan man nemlig ikke give et konkursbo. Så Trump reddede sit finansielle liv ved den lejlighed via brutal dygtighed.
»Han var en eminent spiller og kunne drive alt og alle rundt i manegen,« siger en kilde til Berlingske.
En gennemgang af dokumenter fra dengang viser med al tydelighed en Trump, som går til grænsen hver eneste gang, også i forhold til mafiaen, som han samarbejdede med i både New York og Atlantic City. Og metoderne har han lært på den hårde måde netop gennem kontakten med mafiaen. Skræmmekampagner er Trumps varemærke, hvis man spørger dem, der har været tæt på ham gennem mange år.
»At se ham som præsidentkandidat er for de fleste her i Atlantic City fuldstændig surrealistisk. Fagforeningerne kan stadig godt lide ham, men de forretningsdrivende ryster på hovedet af ham. De oplevede ikke en eneste gang, at man kunne stole på ham. At se ham i dag true folk og kalde dem øgenavne er blot en gentagelse af det, han er kendt for her. Det er nok ikke her i byen, at han skal hente sine stemmer,« siger en lokal journalist.
