En amerikansk mand, der skød og dræbte en tysk udvekslingsstudent, som stjal øl i hans garage, er fundet skyldig i drab. Han står nu til mindst ti års fængsel.

USA: Det var ikke »proaktivt selvforsvar«, da amerikanske Markus Kaarma i april skød og dræbte en tysk udvekslingsstudent, der forsøgte at stjæle øl i hans garage.

En nævningeting i byen Missoula, Montana har onsdag fundet den 30-årige mand skyldig i drab og dermed afvist hans påstand om, at han var i sin gode ret til at skyde 17-årige Diren Dede, fordi han forsvarede sit hjem.

Nyhedsbureauet AP skriver ifølge ABC News, at der udbrød jubel i den tætpakkede retssal, da kendelsen blev læst op. Diren Dedes forældre, der var til stede i salen, græd og omfavnede hinanden.

Ifølge loven i Montana har husejere lov til at dræbe personer, der truer deres liv og ejendom. Men juryen vurderede altså, at den unge tysker ikke udgjorde en fare for Markus Kaarma og hans familie, da han natten til 27. april sneg sig ind i familiens garage på jagt efter øl.

Kaarma havde tidligere været udsat for tyveri, og han havde åbnet erklæret, at han ville dræbe »de fucking børn«, der stjal øl fra ham.

Den 30-årige familiefar får sin dom 11. februar, hvor han står til mindst 10 års fængsel. Hans forsvarere har på forhånd bebudet, at de vil appellere dommen.