30-årige Janey fra England forklarer i en dokumentarudsendelse på britisk tv, at hun får, hvad hun peger på af sin forlovede. Hun holder sig ikke tilbage fra at true med nul sex i flere uger for at få ønsker om dyre designersko, plastikoperationer og dyre biler opfyldt.

Det skriver Daily Mail.

Kosmetiske operationer for over 46.000 kr. i de seneste fem måneder, 100 par sko og dyrt designertøj og make-up. Det er blot nogle af de eksklusive ting, som arbejdsløse Janey er lykkedes med at få sin 30-årige forlovede, Ross, til at punge ud for. Det fortæller hun i en dokumentarudsendelse på britiske Channel 5 ved navn 'Tantrums and Tiaras' - eller på dansk 'Raserianfald og Diademer'.

I udsendelsen fortæller Janey, hvordan hun benytter sig af beskidte kneb for at få sin partner gennem fem år til at punge ud for hendes dyre vaner.

»Han ved ikke, hvordan man siger nej. Jeg vil gladeligt give ham et sexforbud i en eller tre uger, hvilket jeg har gjort i fortiden,« siger hun ifølge Daily Mail og fortsætter:

»Magten i en kvindes kønsdele er fantastisk til at få, hvad du vil af mænd.«

Lige siden parret mødte hinanden, har Ross, der arbejder som soldat, hjulpet Janey med penge. Hun fortæller, hvordan det begyndte med 600 kr. om måneden, men at hun i sidste måned brugte over 28.000 kr. Og Janey er langt fra færdig med at komme med dyre ønsker til sin forlovede. En Range Rover til en pris på over 650.000 kr. og endnu flere kosmetiske operationer for mindst 130.000 kr. er blandt andet på hendes ønskeliste.

Janey indrømmer, hun har et udviklet shopping-gen, og mener, de dyre ture er terapeutiske og afslappende. Hun fortæller, at hun nemt kan bruge 140.000 kr. på en tur til London, og ved, hvad hun vil have, og får det, som hun ønsker.

Men de mange og dyre indkøb har taget et stort greb i parret økonomi. I dokumentarudsendelsen dykker en økonomisk ekspert ned i parrets regnskab og advarer om, at de årlige udgifter ligger på knap en million kr. og overstiger Ross indtægter. Janey indrømmer, at advarslen er en øjenåbner, og at hun gik lettere amok og tog tingene for givet.

Ross er bekymret over sin forlovedes voldsomme shoppingture og indrømmer, at han sjældent siger nej til Janeys ønsker. Han tror dog, at hun nu har lært af lektien og vil ændre adfærd.

»Jeg forkæler hende. Vil hun stoppe? Jeg tror, hun vil sætte farten ned,« siger han i udsendelsen ifølge Daily Mail.