»Manden med de store støvler« og hans medskyldige i en Taleban-dødspatrulje skød vildt omkring sig og dræbte mindst 141 på en pakistansk skole. Aktionen kan blive dødsstødet for Taleban. At dræbe børn er »et moralsk Rubicon.«
Terror kan være tillokkende som en abstraktion. Som en generel idé om at kæmpe mod en regering og for en fristende idé.
Imran Khan er et eksempel. Han er en tidligere pakistansk cricketspiller, som i 1996 gik ind i politik med en populistisk dagsorden. Hans tilnavn er »Taleban Khan«, fordi han aldrig for alvor har lagt afstand til terroristerne, og fordi han kræver et stop for regeringens offensiv mod Taleban i de uroplagede pakistanske regioner.
»Vi skal forhandle med dem,« sagde han og kaldte til massedemonstrationer, som onsdag skulle »sætte hele Pakistan i stå«.
Men problemet opstår, når abstraktionerne bliver til virkelighed – når de bliver til en 16-årig dreng, som ligger i en blodvædet hospitalsseng med sin skoleuniform i laser. Drengen fortalte i gribende detaljer i den pakistanske avis Express Tribune, hvordan syv terrorister fra Taleban trængte ind på skolen i Peshawar i det nordlige Pakistan, og hvordan de gik fra klasseværelse til klasseværelse. Terroristerne tog ikke gidsler, de stillede ikke krav, de krævede ikke fjernsynstid, de kom kun for at slå børn ihjel, og det gjorde de – mindst 132 børn og ni ansatte blev dræbt under massakren.
De lokale læseres kommentarer til artiklen er lige så illuminerende som drengens beretning, og de vidner om det øjeblik, hvor abstraktionen udmønter sig i praksis – og hvor terrorismen bliver lige så frastødende, som den før var tillokkende, og hvor selv »Taleban Khan« får nok. Han afblæste morgendagens massedemonstration, og – sagde han i aftes – »som I alle ved, jeg har altid været imod Taleban.«
»Bed jeres bøn«
De pakistanske politikere har aldrig forstået at samle befolkningen mod terrorismen, men med én aktion har terroristerne selv gjort det.
Aktionen begyndte klokken 10 lokal tid, og den begyndte med en bilbombe.
»Vi hørte et brag, der fik skolen til at ryste,« fortæller Aamir Ali til CNN. Bomben var en distraktion, og mens sikkerhedsvagterne forsøgte at finde ud af, hvad der var sket, krøb syv terrorister fra Pakistans Taleban over muren til Hærens Folkeskole og Karriereskole i den nordvestlige ende af Peshawar. De kom ind på den del af skolen, hvor klasserne for de 12- til 16-årige befandt sig, og som Ali siger til CNN:
»Jeg sad ude på gangen med ti af mine kammerater. Pludselig hørte vi skyderi, og vi løb hen mod vores klasseværelse for at gemme os, men de løb efter os og fandt os. De sagde til os, at vi skulle sige vores trosbekendelse.«
Den 16-årige Shahrukh Khan og hans kammerater havde erhvervsvejledning, da fire mænd kom ind i deres klasseværelse. De fire var alle iklædt løse bukser og løsthængende bluser, og nogle af dem talte arabisk. De råbte »Allahu akbar« – Gud er stor – og begyndte at skyde ud i lokalet.
»Duk jer ned under bordene,« råbte en elev.
En af terroristerne sagde til sine fæller: »Der er mange af dem, der gemmer sig under bordene. Gå over og få fat i dem.«
Shahrukh Khan gemte sig under sin pult, og han fortæller til AFP: »Jeg så et par sorte støvler, som kom hen imod mig. Han var sikkert på jagt efter elever, som gemte sig under bordene. Jeg følte et jag af smerte, da jeg blev ramt i mine ben. Lige under knæene.«
Khan tog en snarrådig beslutning, som formentlig reddede hans liv. Han besluttede sig for at spille død.
»Jeg foldede mit slips og puttede det i munden, så jeg ikke ville skrige af smerte. Manden med de store støvler blev ved med at lede efter elever, og han skød kugler i kroppen på dem. Jeg lå helt stille og lukkede mine øjne og ventede bare på at blive skudt igen. Jeg rystede indvendigt. Jeg følte, at jeg var så tæt på døden, og jeg vil aldrig glemme de sorte støvler. De var døden selv,« siger han til nyhedsbureauet.
AFP fandt Sharukh på det lokale sygehus, og hans far, en lokal butiksejer, stod ved siden af sengen og trøstede sønnen. Shahrukh fortsatte sin historie: »Manden med støvlerne og de andre mænd gik ud af klasseværelset efter et par minutter. Jeg forsøgte at komme op, men jeg faldt sammen, for jeg kunne ikke gå. Så jeg kravlede ind i værelset ved siden af ... og det var forfærdeligt. Jeg så skolens sekretær, hun var død, og der var ild i hende. Hun sad på sin stol, blodet løb fra hende, og der var ild i hende.«
Derefter mistede han bevidstheden.
Han så ikke de følgende begivenheder – at den pakistanske hær og politiet omringede skolen, og at soldaterne sikrede bygning efter bygning, indtil de til sidst havde trængt terroristerne op i et hjørne. Alle terroristerne var iklædt selvmordsveste, men det lykkedes hærens skarpskytter at ramme nogle af dem, inden de kunne udløse deres bomber. Den pakistanske hær oplyste i aftes, at skarpskytterne dræbte tre af terroristerne ved at skyde gennem vinduerne. De øvrige blev nedkæmpet og skudt, og vidner sagde, at de hørte bombeeksplosioner inde fra skoleområdet – formentlig fordi terroristerne detonerede deres bomber.
Pakistansk Taleban tog i aftes ansvaret for aktionen – det var gengæld for hærens aktioner mod »Talebans soldater og deres familier« i det nordlige Waziristan, sagde en talsmand.
»Militæret skal føle, hvordan det er at miste sine børn,« sagde talsmanden.
Står nu sammen
Pakistan tæller nu sine døde og sårede børn og sørger over dem, og befolkningen lytter til de beretninger og ser de billeder, som kan trænge ind i selv et stenhjerte. Ikke kun fordi tabstallet er det største ved en pakistansk terroraktion i syv år, men også fordi de er børn.
»De mindste kister er de tungeste at bære,« skrev en pakistansk avis således i aftes.
Og en ny politisk erkendelse breder sig, fra populister som Imran Khan og til andre tvivlere, og for en gang skyld er det fragmenterede politiske Pakistan samlet om ét, og hele verden er samlet om Pakistan, fra Obama til Malala Yousafsai.
»Mit hjerte er knust over sådan en bestialsk handling, og det samme er millioner af andre børns, sagde Malala Yousafsai, som i sidste uge fik Nobels Fredspris.
Hun tilføjede et sigende politisk notabene:
»Jeg står sammen med den pakistanske regering og dens hær i kampen, og de fortjener ros for deres indsats.«
Det er den politiske virkelighed, som pakistanerne onsdag står op til, og den afslører, at aktionen tirsdag i mere end én forstand kan være en selvmordsaktion for Pakistansk Taleban.
Det baskiske ETA mistede enhver opbakning efter bortførelsen af Miguel Angel Blance, det nordirske Real IRA mistede enhver opbakning efter bombeangrebet i Omagh, og de tjetjenske islamister mistede enhver opbakning efter angrebet på en skole i Beslan. De trådte over »et moralsk Rubicon«, som en historiker har udtrykt det. For i det øjeblik, hvor terrorismens praksis bliver mere frastødende end abstraktionen er tillokkende – i det øjeblik begynder forvitringen.
