Britisk politi har anholdt fire mænd, der sigtes for terrorplaner. Ifølge en avis planlagde mændene at myrde dronning Elizabeth.

STORBRITANNIEN: Fire mænd er blevet anholdt af britisk politi, mistænkt for at ville dræbe dronning Elizabeth med en kniv.

Det skriver den britiske avis The Sun.

De fire personer i alderen 19 til 27 år blev anholdt på adresser i og omkring London torsdag og fredag. Politiet bekræfter, at de anholdte er sigtet for planlægning af terror, men politiet vil ikke bekræfte, at målet for terrorplanen var dronning Elizabeth.

Anholdelserne sker forud for mindedagen søndag, hvor briterne mindes de faldne soldater under Første Verdenskrig. Dronningen deltager ved mindehøjtideligheden i London, og ifølge Daily Mail, har dronningen ikke tænkt sig at blive væk fra arrangementet på grund af de afslørede terrorplaner.

På mindedagen i 1987 blev 11 personer dræbt og 68 såret, da den irske oprørsbevægelse IRA bombede krigsmindemærket i Enniskillen i Nordirland.

Terrorberedskabet i Storbritannien blev i august hævet til det næsthøjeste niveau af frygt for terroraktioner udført af Islamisk Stat.