Den syriske familie med den tre-årige Aylan havde en klar destination i deres jagt på et bedre liv i Europa.

Det endte ulykkeligt for den syriske familie Kurdi på vej fra den tyrkiske kyst mod den græske ø Kos. De to sønner, tre-årige Aylan og femårige Galip, omkom sammen med deres 35-årige mor, mens faderen, Abdullah, som den eneste overlevede turen på havet.

Nu rapporterer CNN, ifølge VG, at familien havde en klar destination: Sverige. Tv-stationen har talt med faderen, som er dybt følelsesmæssigt påvirket af situationen.

»Jeg vil ikke have noget andet fra denne verden. Alt, hvad jeg har drømt om, er væk. Jeg vil begrave mine børn og sidde ved siden af dem, indtil jeg dør,« siger Abdullah Kurdi.

Læs også:

Familien blev stoppet alt for tidligt i jagten på et bedre liv. I stedet drager faderen som det eneste familiemedlem nu tilbage til Kobani i Syrien.

Abdullah Kurdi forlod fredag Bodrum i Tyrkiet. På sin hjemrejse bliver han ledsaget af andre medlemmer fra familien, og så har han den sværeste last af alle med sig: Kisterne med sine to afdøde drenge og kone. De blev eskorteret frem til den syriske grænse af tyrkiske sikkerhedsstyrker.

Læs også:

Følget med faderen skal til den kurdiskdominerede by Kobani i det nordlige Syrien. NTB beretter, ifølge vg.no, at de havde følgeskab af mange journalister og fotografer, som dog blev stoppet ved grænsen til Syrien.