En mystisk person, der angiveligt gik rundt og sigtede med en pistol, fik onsdag aften en ængstelig Stockholm-borgere til at slå alarm til politiet.

Af frygt for situationens omfang dukkede flere patruljebiler straks op ved Kärrtorps IP, en idrætsplads i Stockholm, hvor den mistænkte person sidst var blevet set.

Da politiet kom, var der imidlertid ingen bevæbnet person at spore nogen steder. Hvad politiet i stedet fandt, var derimod slet ikke lige så farligt. Det skriver den svenske avis Aftonbladet.

»Vi fandt ingen med en pistol. Vi fandt derimod en Pokémon-jæger,« siger politiets talsmand, Mats Almqvist, til Aftonbladet.

På idrætspladsen fandt politiet ingen våben, men derimod en person, der angiveligt var i færd med at jagte Pokémon med sin mobiltelefon med den uhyre populære mobil-applikation ’Pokémon Go’.

Det er et mobilspil, der bruger hele verden som spilleplade. Idéen med spillet er, at du flytter en spilfigur, en Pokémon, rundt i den fysiske verden, hvor du så skal finde ting og andre arter af Pokémon, som du kan kæmpe mod.

På kort tid er spillet blevet en succes verden over, og selvom ’Pokémon GO’-appen indtil videre kun er lanceret i USA, Australien og New Zealand, har spillet alligevel fundet vej til rigtig mange danske smartphones – og tilsyneladende også svenske.

Det var onsdag aften ved 21-tiden, at svensk politi modtog anmeldelsen. Straks efter blev flere politibiler sendt til stedet, der ligger i bydelen Söderort.

»Når der er mistanke om, at nogen er bevæbnet, sender vi altid flere patruljer af sted,« forklarer Mats Almqvist.

Da vidnet blot havde forvekslet Pokémon-jægerens mobiltelefon med en pistol, er vedkommende ikke mistænkt for en forbrydelse.